Mandag blev to af de tre sigtede i sagen om drabet på radiovært og tidligere bandeleder Nedim Yasar suspenderet fra rockerklubben Satudarah.
Det meddeler en toneangivende figur fra grupperingen i en besked til Ekstra Bladet.
'Pr. 21. januar er de to sigtede i drabssagen suspenderet, indtil en eventuel retssag har fundet sted. Først derefter tages der stilling til deres eventuelle fremtid i Satudarah MC Danmark', lyder det i beskeden.
Meldingen kommer, efter Ekstra Bladet i sidste uge kunne afsløre, at en 24-årig drabssigtet blev optaget som fuldgyldigt medlem i Satudarah, kort inden han blev anholdt.
Hos Københavns Politi, der efterforsker sagen, har man ikke modtaget en tilsvarende melding om suspendering, lyder det fra lederen af afdelingen for personfarlig kriminalitet Brian Belling.
- Derudover har jeg ingen kommentarer, siger Belling.
Afsløring: Drabssigtet fik rygmærke inden anholdelse
Tre mænd på 25, 24 og 22 år har siden 7. december siddet varetægtsfængslet sigtet for drabet på Nedim Yasar.
Artiklen fortsætter under billedet ...
Den 31-årige Yasar blev skudt, mens han om aftenen 19. november sad i sin bil på Hejrevej i Københavns Nordvest-kvarter efter en reception for sin bog ’Rødder’. Bogen er skrevet i samarbejde med journalist og forfatter Marie Louise Toksvig.
Ved et fristforlængelsesmøde ved Retten på Frederiksberg i sidste uge konkretiserede anklageren sigtelsen i sagen, hvor tre personer med Satudarah-relationer er sigtet.
Trioen er sigtet for 'i forening og/eller efter forudgående aftale og planlægning med andre p.t. uidentificerede gerningsmænd, at have dræbt Nedim Yasar'.
Sigtelsen blev ved retsmødet skærpet således, at politiet nu mener, at to af sigtede stod bag selve drabet. Den tredje er fortsat sigtet i sagen, mistænkt for deltagelse i planlægning.
- Jeg er tilfreds med, at sigtelsen nu er ændret på min klients vegne. Det kommer ikke som den store overraskelse for mig, men på grund af de lukkede døre er jeg afskåret fra kommentere sagen yderligere, sagde advokat, Lone Damgaard, der er forsvarer for den af de tre sigtede, der nu ikke længere mistænkes for deltagelse i selve drabet.
- Overordnet set, er det min opfattelse, at bevismaterialet mod min klient er tyndt, tilføjede hun.