Røver efterlyses: Har du set denne mand?

Københavns Vestegns Politi efterlyser en gerningsmand til et røveri i Lidl

Har du set denne mand, eller har du oplysninger om ham?

Hvis du har, hører Københavns Vestegns Politi meget gerne fra dig, da manden tilbage i november forsøgte at røve en Lidl i Brøndby Strand, oplyser politiet i en pressemeddelelse.

Manden havde medbragt en kniv, som han truede personalet med, men han fik dog ingenting med sig.

Nu frigiver politiet så overvågningsbilleder fra røveriet i håb om at finde frem til gerningsmanden, som begik røveriet lørdag den 8. november klokken 05.30 i Lidl-butikken på Gammel Køge Landevej 770.

Manden beskrives som 170-175 cm høj, almindelig af bygning, lys i huden og med smalle karakteristiske øjne.

Han var iført en mørk sweatshirt med hvid lynlås, bred hvid stribe ned langs ærmet og et hvidt mærke på venstre bryst. Han bar en hvid kasket, et sort tørklæde for munden, sorte bukser og sorte sko.

Politiet hører gerne fra vidner på 43861448.