Røvere stak af med nazi-samling

Fire er tiltalt for at have afpresset, frihedsberøvet og røvet et offer for at få fingre i hans samling af nazistiske effekter

Fire røvere gik målrettet efter en samling nazistiske effekter, da de over tre dage i februar opsøgte en samler i Vojens og udsatte ham for afpresning, frihedsberøvelse og røveri.

Den sidste dag lykkedes det dem at slippe væk med nazi-samlingen til en værdi af mindst 30.000 kr.

Det fremgår af anklageskriftet mod fire mænd på 22, 39, 48 og 50 år, der 10. august stilles for Retten i Sønderborg.

To af dem er tidligere idømt langvarige straffe i en stor narkosag. De nægter sig skyldige.

Sagen startede 22. februar i år, hvor to af de nu tiltalte opsøgte offeret og gennem to en halv time forhindrede ham i at forlade bopælen, mens de pressede ham til at skaffe nazi-effekterne.

Truslerne bestod af, at den 39-årige - ifølge tiltalen - sagde, at han havde en pistol og udførte kampsportsspark i luften.

Offeret fik også besked på, at der 'ville komme 10-20 stykker af hans slags', hvis ikke nazi-effekterne blev fremskaffet.

Slået med alubat og stoleben
24. februar kom to mændene igen med forstærkning af en tredje tiltalt, den 50-årige, lyder tiltalen. Her blev offeret overfaldet med slag og spark på kroppen og i hovedet, blandt andet med et alubat og et stoleben.

Men han var stadig ikke i besiddelse af nazi-effekterne, så i stedet røvede de hans iPhone, mens de gav ham flere slag i ansigtet, samt en pung med NemID og en lampe.

Endelig blev offeret 26. februar opsøgt for tredje gang - ifølge tiltalen denne gang af alle fire tiltalte - og nu var der 'gevinst'. Han valgte efter det grove overfald to dage tidligere at udlevere de krævede nazi-effekter, som de fire gerningsmænd forsvandt med.

Det fremgår ikke af tiltalen, om det er lykkedes politiet at skaffe effekterne tilbage.

De fire nu tiltalte blev varetægtsfængslet 28. februar for lukkede døre. De erkendte, at de havde været på gerningsstedet, men nægtede sig skyldige i røveri.

Syd- og Sønderjyllands politi har ikke forud for tiltalerejsningen oplyst noget om baggrunden for røveriet.