Den internationale voldgiftsret i Wien har for kort tid siden afgjort, at Rusland skal betale 40,5 millioner kroner i kompensation til den hollandske stat for krænkelse af landets territorium og for at forbryde sig mod international havret.
Det skriver nyhedsbureauet Ritzau, og Greenpeace bekræfter desuden nyheden i en pressemeddelelse.
Dommen er faldet efter flere års retssag mellem de to stater. Den 19. september 2013 overtog russiske specialstyrker det hollandsk-flagede Greenpeace-skib Arctic Sunrise og efterfølgende fængslede dets 30 besætningsmedlemmer, heriblandt den danske Anne Mie Roer Jensen.
Ifølge Greenpeace protesterede skibet i Petjorahavet nord for Rusland i forbindelse med olieboringer i området.
I forbindelse med protestaktionen og det efterfølgende indgreb mod det hollandske skib, blev de 30 besætningsmedlemmer fængslet i to måneder.
- Det er enormt betryggende, at domstolen nu cementerer retten til fredelige protester til havs. De russiske myndigheders voldsomme overgreb tilbage i 2013 var baseret på falske anklager, og vi er naturligvis glade for, at retfærdigheden endelig sker fyldest”, siger projektleder i Greenpeace i Danmark, Sune Scheller i pressemeddelelsen.
Skibet Arctic Sunrise blev tilbageholdt i ni måneder af de russiske myndigheder. Det havde lidt store materielle skader, da det omsider kom tilbage til Amsterdam.
Skibet er siden blevet sat i stand. Det er nu på vej til Arktis, hvor det er base for nye protestaktioner mod olieudvinding.
- Vi er tilbage i Arktis, for at gøre opmærksom på, at den fuldstændig absurde jagt efter nye olieeventyr stadig er i gang, selvom blækket næsten endnu ikke er tørt på klimaaftalen i Paris. Nu er det den norske regering, der fuldstændig bevidst tilsidesætter det sårbare, arktiske miljø og den globale klimaudfordring ved for første gang i 20 år at åbne op for olieboringer i et helt nyt område i Barentshavet, siger projektleder i Greenpeace Sune Scheller i pressemeddelelsen.
Dansker fængslet i flere måneder
De russiske specialstyrker stormede Arctic Sunrise via reb fra en helikopter. De anholder 30 Greenpeace-aktivister, heriblandt danske Anne Mie Roer Jensen, og skibet blev efterfølgende slæbt til den russiske by Murmansk.
Den russiske præsident, Vladimir Putin sagde kort tid efter anholdelsen, at de anholdte aktivister 'selvfølgelig ikke er pirater, men de har brudt international lov ved at komme for tæt på olieplatformen.'.
Anne Mie Roer Jensen blev efterfølgende fængslet i omkring tre måneder, inden hun bliver løsladt. Inden løsladelsen havde de russiske myndigheder nået at tiltale den unge kvinde for pirateri, som kan give op til 15 års fængsel i Rusland. Tiltalen frafaldt dog i december 2013.