Rygmærker i nattelivet: Restauratører beder om hjælp

Flere restauratører i Næstved føler sig utrygge over rygmærker i bylivet, og har bedt politiet om hjælp

Muskuløse rockere med rygmærker og andre bande-kendetegn har igennem længere tid skabt utryghed i Næstved, og nu har en række af byens restauratører bedt politiet om hjælp til at komme problemet til livs.

Det skriver Sydsjælland- og Lolland Falsters Politi i en pressemeddelelse.

'Stor alvor'
Restauratørerne oplever, at tilstedeværelsen af mænd med rygmærker i bylivet er stigende, og skaber problemer især i de sene aften- og nattetimer.

Politiet vil derfor i den kommende tid iværksætte en kampagne, med det formål at hjælpe restauranter, cafeer og barer med at håndtere rockerne.

Det fortæller Kim Kliver politiinspektør ved Sydsjællands og Lolland Falsters Politi.

- Når restauratørerne henvender sig til politiet om rockernes synlige og utryghedsskabede adfærd på byens barer og restauranter, hvor de ofte er iklædt rygmærker, ser vi på det med stor alvor. Når man færdes på byens barer, caféer og restaurationer skal man kunne føle sig tryg, udtaler han.

Patruljering og klistermærker
Konkret vil politiet øge patruljeringen i bylivet, og hjælpe beværtningerne med at afvise rockere med rygmærke.

Restauratørerne vil i den kommende tid opsætte klistermærker og plakater, der signalerer ingen adgang for rygmærker, og hvis forbuddet ikke bliver respekteret, kan de kontakte politiet, der vil hjælpe med at bortvise rockerne.

Truende tilstedeværelse
Restauratørerne ser positivt på den nye kampagne, ifølge pressemeddelelsen.

- Det er sin sag at afvise én eller flere store fyre i døren, hvis de kommer anstigende med rygmærker. Alene ved deres tilstedeværelse kan de virke truende, så det er godt at vide, at politiet er i vores ringhjørne, og vi har øget adgang til at ringe efter dem, udtaler restauratørerne i en fælles kommentar.

Politiinspektør Kim Kliver ønsker ikke at sætte navn på hvilke rockergrupperinger, der markerer sig i Næstved, men fortæller Ekstra Bladet, at der er tale om flere end to.