Rystet far: - Jeg håber alverdens ulykker rammer ham

Mathis Matthiassens far er dybt skuffet over dommen mod en tidligere reality-deltager

Jens Porsmose Kristensen, som han hed, dengang deltog i 'Robinson Ekspeditionen' i 2011.
Jens Porsmose Kristensen, som han hed, dengang deltog i 'Robinson Ekspeditionen' i 2011.

Mathis Matthiassens nærmeste pårørende lagde ikke skjul på deres frustration og skuffelse, da Vestre Landsret idømte den tidligere reality-deltager Jens Kristensen to års fængsel for grov vold og for at efterlade teenageren i hjælpeløs tilstand på en parkeringsplads, hvor han blev fundet død 28. marts sidste år.

Skuffelsen er ikke blevet mindre nu, hvor det endelige punktum er sat for sagen, og statsadvokaten har meldt ud, at sagen ikke vil blive forsøgt indbragt til Højesteret.

Mathis Matthiassen blev fundet liggende på asfalten. Han lå på ryggen og havde ikke sine sko på, da to hundeluftere kom forbi. Privatfoto
Mathis Matthiassen blev fundet liggende på asfalten. Han lå på ryggen og havde ikke sine sko på, da to hundeluftere kom forbi. Privatfoto
 

- Der er jo ikke meget at sige. Jeg er skuffet og rystet. At det kan betale sig at være kriminel i Danmark, er åbenlyst, skriver Mathis Matthiassens far, Henrik, i en besked til Ekstra Bladet.

I Henrik Matthiassens hjerte er der ingen tvivl om, at Jens Kristensen er ansvarlig for, at Mathis ikke lever mere  -  selvom den 33-årige tidligere reality-deltager ikke er dømt for at forvolde drengens død.

- Jeg håber, at al karma vil vælte ned over Jens, og at skæbnen vil gøre, at alverdens ulykker rammer ham resten af hans liv.

- Vi må prøve at komme videre med vores liv. Vi må for alt i verden ikke gå i stå her, lyder det fra faderen, som sammen med hustruen, Saranya, også har Mathis' lillebror Alex at tænke på.

- Kan du på nogen måde set det her som et punktum og et afsæt til at komme videre, selvom straffen ikke er tilfredsstillende?

- Det er svært, men vi må prøve og se, om vi ikke kan få vendt bladet og komme videre på den næste side.

- Det er en tung byrde at skulle bære. Den bliver svær at få smidt af skuldrene, og det bliver en lang og sej kamp.

Hjemme i Hørby har Mathis Matthiassen fået sit eget lille mindealter. Henrik siger godmorgen og godnat hver eneste dag. Foto: René Schütze
Hjemme i Hørby har Mathis Matthiassen fået sit eget lille mindealter. Henrik siger godmorgen og godnat hver eneste dag. Foto: René Schütze
 

I byretten blev Jens Kristensen, der tidligere har heddet Porsmose til mellemnavn, idømt tre års fængsel. Her blev han også dømt for at bringe Mathis Matthiassen i en hjælpeløs tilstand ved at give ham mdma. Det forhold blev han imidlertid frikendt for i Vestre Landsret, som også satte straffen ned med et år.

Fordi manden har været varetægtsfængslet i mere end et år, kunne han gå ud fra Vestre Landsret som en fri mand. Det medførte tumultagtige scener foran retten, hvor pårørende til Mathis Matthiassen råbte 'børnemorder' efter den dømte.