Politiet efterlyser nu vidner, som har overværet en voldsom episode foran Brugsen i Tjæreborg mandag i sidste uge, hvor en dreng blev udsat for vold.
Det sker i en pressemeddelelse udsendt mandag eftermiddag.
Episoden fandt sted om aftenen omkring klokken 19.30 på Skolevej 45. Her blev en 12-årig dreng udsat for vold af to voksne mænd, oplyser Syd- og Sønderjyllands Politi.
De tilføjer, at de er bekendt med identiteten på de to mulige gerningsmænd, men håber altså at kunne komme i kontakt med borgere, der har overværet overfaldet.
Har du oplysninger i sagen, kan du kontakte politiet på telefon 114.