Peter Madsens dramatiske flugt fra Herstedvester Fængsel i oktober sidste år kommer til at betyde en væsentligt længere afsoning for drabsmanden.
Også længere end den dom på et år og ni måneders fængsel, som han tirsdag blev idømt oven i den livstidsdom, han fik for drabet på Kim Wall om bord på sin hjemmebyggede ubåd.
Det vurderer Ulrik Sjølin, der har stor erfaring med langtidsdømte både som anklager, forsvarer og ansat i Kriminalforsorgen.
Peter Madsen idømmes et år og ni måneders fængsel
- Når en livstidsdømt får en dom for ny grov kriminalitet under afsoningen, så skubber man alt, hvad der hedder frihedsgoder ud i fremtiden, siger advokaten og fortsætter:
- Jeg vil vurdere, at du kan veksle dommen på et år og ni måneder til 5-6 år, når du kigger på frihedsgoder.
Frihedsgoder dækker blandt andet over, hvornår han vil få tilladelse til ledsaget og uledsaget udgang.
- Mit forsigtige bud vil være, at når der er gået 18 år, vil han kunne se frem til fire timers ledsaget udgang, siger Ulrik Sjølin.
Livstidsfanger har ret til at ansøge om prøveløsladelse, når de har afsonet 12 års fængsel. Det vil Peter Madsen dog formentlig ikke få noget ud af.
– Når du har begået ny kriminalitet under afsoning, så kan jeg godt sige, at det kommer ikke til at ske, siger Ulrik Sjølin.
I tilståelsessagen i Retten i Glostrup fremgik det, at Peter Madsen flygtede, fordi han havde mistet troen på, at han ’kunne afsone sig til frihed’.
- Målet med flugten var at komme ud for at bruge mine hænder og hjerne i stedet for passiv forsørgelse. Jeg var fuldstændig desperat, sagde han.
Han var særlig utilfreds med, at de ni besøgsgodkendelser, han havde fra Storstrøm, blev slettet, da han kom til Herstedvester. Det var dem, der gjorde, at ’han havde noget at leve for’.
Han modtog dommen på stedet.