Sådan bekæmpes psykisk vold: Stop kontakten

Danner-direktør Lisbeth Jessen giver råd om, hvordan ofre for trusler eller psykisk vold kan hjælpe sig selv

Mia var bange.

Efter den 37-årige kvindes brud med sin kæreste blev hun i flere dage konfronteret med konfronteret med videoer, som var stærkt ubehagelige og truende.

Og da hun forsøgte at stoppe kontakten, truede hendes ekskæreste med at dele en video med seksuelt indhold.

Mias oplevelse er ikke unik. Her fortæller direktør hos Danner, Lisbeth Jessen, hvordan man bedst skal forholde sig, hvis man står i en lignende situation.

Mia fik voldsomme videoer: - Jeg kommer til at smadre dit fucking liv

Slut korrespondancen
Lisbeth Jessen råder ofre for stalking, chikane eller psykisk eller digital vold til at søge hjælp hos et krisecenter eller en rådgivningstjeneste - og anmelde forholdet til politiet.

Danner driver blandt andet et krisecenter for kvinder og børn. Institutionens direktør har også et tredje råd, som efter hendes mening er det allervigtigste:

- Den entydigt bedste måde generelt set er, at man slutter korrespondancen. Det rigtige er at gå til myndighederne og så stoppe kontakten lige med det samme. Lad være med at svare på noget som helst vil være det bedste råd.

- Hvorfor tror du, at det kan være så svært at lade være med at svare på det, man modtager?

- Det gør man jo, fordi man dels kan være bange, men man kan også blive sindssygt vred. Alle mennesker, der bliver udsat for noget voldsomt, reagerer på forskellige måder. Nogle reagerer med vrede, nogle reagerer ved ikke at gøre noget, og nogle bliver underdanige, fortæller hun.

Meget dominerende mænd
- Det er svært, fordi man ikke ved, hvordan man skal reagere retteligt og derfor får skrevet tilbage, fordi man tænker: 'Så kan jeg måske få ham til at holde op' - det er der mange, der tror, siger hun og tilføjer, at det kan være ekstra svært, hvis personen truer med at dele en privat video, hvis ikke man svarer.

- Helt generelt - hvad er det, der gør, at nogle mænd har svært ved at acceptere et afslag eller brud?

- Man ved fra forskning på området, at der er en gruppe af mænd, der er kendetegnet ved at være meget dominerende og kontrollerende. Vold og stalking handler jo meget sjældent om selve hændelsen, men om at miste kontrollen og magten over et andet menneske - og så forsøge at genfinde den, siger hun.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Direktør: Hjælp også voldsmændene

Det er nødvendigt at hjælpe ofre for vold. Men er det kun dem, man hjælper, vil der fortsat komme nye til - for så kan voldsudøveren efter et endt forhold tage volden med ind i det næste.

Det mener direktør for Dialog Mod Vold, Jesper Rønn-Simonsen

Han fastslår, at det både gælder psykisk, fysisk og materiel vold samt stalking.

Direktøren har en klar opfattelse af, hvad der hjælper, hvis man en gang for alle skal komme voldsspiraler til livs. Det skal man ved at få voldsudøveren til at holde op.

Det er, hvad man arbejder med hos Dialog Mod Vold, som er en organisation under AskovFonden.

Artiklen fortsætter under billedet ...

Jesper Rønn-Simonsen er direktør i Dialog Mod Vold. Foto: Stine Heilmann
Jesper Rønn-Simonsen er direktør i Dialog Mod Vold. Foto: Stine Heilmann
 

- Vi arbejder med familier, der er ramt af vold, og vi tager udgangspunkt i voldsudøveren – det vil sige den, der rent faktisk foretager volden. Og derudover hjælper vi også børnene og så typisk den partner, der bliver udsat for volden – hvis de vil være med, fortæller Jesper Rønn-Simonsen.

Organisationen behandler også personer, der måske ikke er i et forhold på det givne tidspunkt, men som har udøvet vold i tidligere forhold eller relationer.

- Hvis der ikke er en partner - det ser vi også ofte - så behandler vi dem alligevel. For de skal jo på et eller andet tidspunkt formentlig ud og i et nyt parforhold igen.

Dialog Mod Vold har i 20 år arbejdet med voldsudøvere, og deres erfaring viser, at man gennem psykologbehandling i mange tilfælde kan stoppe volden.

- Vi ser, at 82 procent af de, der har været hos os, et år efter endt behandling siger, at der ikke har været flere voldsepisoder. Og heraf kan 74 procent af partnerne bekræfte det.

- Ved siden af de her voldsomme historier om de konsekvenser, der er ved volden, kunne vi godt tænke os en gang imellem at være med til at fortælle historien om, at der faktisk er håb. At der er en vej ud af det. Og at vi faktisk hvert år møder mange mennesker, der får standset volden, siger direktøren.

Udøver man fysisk, psykisk eller anden vold, og ønsker man at ændre det, kan man kontakte Dialog Mod Vold på 35 30 17 17.

Hvad er psykisk vold?

Psykisk vold er den mest udbredte form for vold i Danmark.

- Psykisk vold kan bestå i at true sin kæreste eller ekskæreste med, at man vil gøre skade på sig selv eller ham/hende, hvis/når forholdet afbrydes.

- Det kan også komme til udtryk gennem nedsættende eller krænkende ord, afpresning med eksempelvis en video eller gennem pludselige humørsvingninger, hvor man i det ene øjeblik er vred og lige bagefter siger ’jeg elsker dig’.

- Stalking hører også under psykisk vold og kan bestå af gentagende telefonopkald, SMS’er, e-mails og chikane på internettet.

- 2,5 procent af den danske befolkning mellem 16 og 64 år har været udsat for psykisk vold inden for det seneste år.

- Yngre kvinder har størst risiko for at blive udsat for psykisk vold. 4,5 procent af kvinder mellem 16 og 29 år har det seneste år været offer for psykisk vold.

Kilde: VIVE og Socialstyrelsen