Siden 24. marts har en 30-årig læge siddet varetægtsfængslet tiltalt for krænkelser af tre kvinder. Nu er han blevet tiltalt for endnu et forhold.
Det skriver Østjyllands Politi i en pressemeddelelse.
Den nye tiltale lyder på, at lægen ifølge politiet 20. januar krænkede en fjerde kvindes blufærdighed ved at befamle hende under en lægeundersøgelse på Regionshospitalet Viborg.
Fandt sted under lægeundersøgelser
Det fjerde forhold er ifølge politiet blevet anmeldt efter presseomtalen af sagen, og politiets efterforskning har altså nu ført til, at sagen udvides.
Den 30-årige mand er i forvejen tiltalt for at have krænket to kvindelige patienter seksuelt og for blufærdighedskrænkelse af en tredje kvinde. Overgrebene er ifølge politiet begået på Viborg Sygehus i januar og på Aarhus Universitetshospital i marts.
Alle overgreb mod patienter menes at være foregået i forbindelse med en lægelig undersøgelse.
Den 30-årige har frivilligt ladet sin varetægtsfængsling løbe, frem til der er faldet dom i sagen. Sagen skal for retten i december.