Ved du noget - eller var du indblandet i sagen? Kontakt journalisten her.
Otte kvinder i alderen 22-59 år sad onsdag på anklagebænken ved retten i Helsingør, hvor de blev dømt for indbrudstyveri af en hund.
Fire af de tiltalte slap med en bøde på 5000 kroner hver, mens fire blev ikendt 20 dages betinget fængsel.
Det oplyser anklagemyndigheden ved Nordsjællands Politi.
Anklaget for dyremishandling
De otte dømte mente at vide, at en mandlig hundeejer mishandlede sin hund. Det har retten dog ikke taget stilling til.
Men på baggrund af kvindernes anelser iværksatte de en indsamling på sociale medier, hvor de samlede ind til at få hunden bortført fra ejerens bopæl.
- Det lykkedes dem at indsamle 10.000 kroner, som en af dem formidler til en eller flere gerningsmænd, lyder det fra chefkonsulent ved Nordsjællands Politi Ulla Greibe over for Ekstra Bladet.
Usædvanlighed på usædvanlighed
Med pengene i hånden sparkede gerningsmænd siden døren ind til mandens lejlighed, hvorefter hunden blev stjålet fra adressen. Hunden blev siden sporet til Fyn, men der endte sporet blindt. Hunden er endnu ikke fundet.
De fire, der slap med bødestraf, havde doneret til foretagendet gennem indsamlingen på sociale medier. De fire, der blev idømt en betinget fængselsstraf, havde mere aktive roller, forklarer Ulla Greibe.
- Det er usædvanligt, at vi ser indsamlinger med henblik på at begå indbrud. Og det er også usædvanligt, at vi ser indbrud begået for at stjæle dyr. Så det er noget af en speciel sag, lyder det fra chefkonsulent ved Nordsjællands Politi Ulla Greibe.
--------- SPLIT ELEMENT ---------
Fire nigerianske pirater blev skudt og dræbt sidste år i en ildkamp med danske soldater ud for Nigeria. I denne uge blev en overlevende pirat dømt i Københavns Byret. Hør mere om sagen i ugens 'Afhørt' herunder eller i din podcast-app.