'Er I klar til at gå rundt og smadre byen på en ikke-voldelig måde?'
Disse ord - og kvinden, der ytrede dem - blev noget nær landskendte efter en Men In Black-demonstration på Rådhuspladsen i København 9. januar sidste år, som endte med voldelige sammenstød mellem sortklædte demonstranter og politibetjente.
Og søndag aften gjaldede ordene endnu engang ud over Rådhuspladsen, da Nanna Skov Høpfner holdt tale for sine meddemonstranter i anledning af årsagen for demonstrationen.
- Nu vil jeg tage lidt kunstnerisk frihed og citere mig selv for et år siden og sige: 'Hvad så! Er vi klar til at gå ud og smadre byen på en ikke-voldelig måde, råbte Nanna Skov Høpfner således, hvorefter hun forlod scenen med et stort smil og akkompagneret af jubel og klapsalver fra de fremmødte.
Du kan se øjeblikket i videoen øverst i denne artikel.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Straf blev lempet gevaldigt
Det fik ellers store konsekvenser for den 31-årige mor til to, da hun første gang råbte den omstridte sætning i en megafon på Rådhuspladsen. Udtalelsen var nemlig en del af grundlaget for, at hun ved byretten blev idømt to års fængsel for at have opfordret til overfald mod politiet.
Dommen blev senere lempet gevaldigt i Østre Landsret, hvor Nanna Skov Høpfner i stedet udelukkende blev kendt skyldig i at have deltaget i en demonstration, efter at den var blevet opløst af politiet, samt grov forstyrrelse af den offentlige orden.
Anvendelsen af den særlig coronaparagraf, paragraf 81d, blev ligeledes droppet.
Hun slap derfor med 60 dages fængsel og kunne forlade retslokalet som en fri kvinde efter at have siddet varetægtsfængslet i over fem måneder.
Artiklen fortsætter efter billedet ...
Fortrød udtalelsen
Dengang spurgte Ekstra Bladet ellers Nanna Skov Høpfner, hvad hendes største fortrydelse var:
- Det er svært at sige. Jeg synes ikke, man skal fortryde, at man brugte sin grundlovssikrede ret til at demonstrere, men jeg kan da godt fortryde, at jeg fik sagt 'smadre byen på en ikke-voldelig måde', selv om jeg synes, at 'på en ikke-voldelig måde' taler meget godt for sig selv, lød det.
Hun forklarede i sin tid i retten, at det, hun mente med opfordringen, var, at man 'skulle smadre byen med larm på en ikke-voldelig måde'.
Ekstra Bladet målte temperaturen på søndagens Men In Black-demonstration på Rådhuspladsen.
Det kan du læse mere om her.