I det nordøstlige Nigeria har tre selvmordsbombere sent fredag taget livet af mindst 18 mennesker. Det oplyser politiet i byen Maiduguri.
Det står ikke klart, om de tre angrebsmænd er talt med blandt de 18 dræbte.
Maiduguri, der er hovedstad i delstaten Borno, er ikke uvant med drabelige angreb. Så sent som i januar blev 12 personer i byen dræbt af et dobbelt bombeangreb.
Med sin placering i det nordøstlige Nigeria er Maiduguri placeret midt i konflikten mellem Nigerias sikkerhedsstyrker og den jihadistiske gruppe Boko Haram.
Fredagens angreb skete på et fiskemarked i udkanten af byen. Det oplyser Damian Chukwu, der er politikommissær ved Bornos delstatspoliti.
Ud over de 18, der er dræbt, er 22 personer blevet såret i angrebet, oplyser Chukwu.
Konflikten mellem Boko Haram og Nigerias styrker har kostet mindst 20.000 mennesker livet, mens 2,6 millioner er drevet på flugt.