Selvtægt i Texas: Stenet ihjel efter dræbende skud

Rasende menneskemængde kastede natten til tirsdag en fatal byge af sten efter mand, der kort forinden havde skudt og dræbt en festdeltager efter et skænderi

En mand blev natten til tirsdag stenet til døde af en rasende hob i Texas, USA, efter ifølge politiet at have ramt og dræbt en festdeltager med pistolskud. Her orienterer politifolk journalister omkring gerningsstedet i Fort Worth. Foto: Fort Worth Police Departement
En mand blev natten til tirsdag stenet til døde af en rasende hob i Texas, USA, efter ifølge politiet at have ramt og dræbt en festdeltager med pistolskud. Her orienterer politifolk journalister omkring gerningsstedet i Fort Worth. Foto: Fort Worth Police Departement

En lukket fest endte natten til tirsdag tragisk i bydelen Como i Fort Worth i Texas, da en mand først skød og dræbte en festdeltager for derefter selv at blive angrebet af flere personer og stenet til døde.

Som kasteskyts brugte hoben mursten og de natursten, der var inden for rækkevidde.

Det oplyser Fort Worth Police Departement til amerikanske medier som AP, Fox News og NBC.

Før manden blev offer for det fatale gengældelsesangreb dræbte han ifølge Tracy Carter, der er politiets talsmand, en person med skud og sårede flere andre.

Den voldsomme hændelse udspillede sig i en af Como-bydelens baggårde. Området er præget af afroamerikanske beboere.

Ud på natten blev sindene af ukendte grunde bragt i kog, hvorefter manden, der senere affyrede skud, forlod stedet i vrede.

Kort efter vendte han ifølge politiet tilbage sammen med en anden mand og blev hovedperson i en heftig meningsudveksling. Det endte med, at han hævede en pistol og skød og sårede en person.

Politiet kritiserer stening
Flere andre omringede ham derefter spontant, hvorefter han affyrede det dræbende skud ind i menneskemængden. Flere svarede igen med stenkast, mens han liggende på jorden blev ved med at skyde.

Han ramte i den forbindelse to andre personer. Ingen af de skudsår har indtil videre vist sig at være dødbringende.

- Det (stenene, red.) var, hvad folk kunne få fat i. Om det skete i selvforsvar, kan jeg ikke sige noget om. Men vi mener, at han mistede livet som følge af stenkastene, forklarer politiets talsmand, som ikke ønsker at gå ind i, om pistolmanden blev væltet omkuld eller faldt selv.

Tracy Carter er meget kritisk overfor den fatale selvtægts-handling.

- Lad myndighederne tage affære. Vi vil fraråde, at folk selv konfronterer folk, der er bevæbnede, siger hun.

Politiet oplyser, at alle involverede kendte hinanden i forvejen. Der er endnu ikke rejst sigtelser i sagen. Pressen har heller ikke fået indblik i de involverede personers alder, indbyrdes tilknytning eller navne.