Sendte falsk bankmand til kvindes hjem

Mange ældre kvinder bliver udsat for økonomisk svindel

Politikredsene modtager ofte anmeldelser om svindel, hvor gerningsmanden franarrer primært ældre personer deres kontooplysninger. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
Politikredsene modtager ofte anmeldelser om svindel, hvor gerningsmanden franarrer primært ældre personer deres kontooplysninger. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

Der er godt gang i svindlerne for tiden. Det vidner politiets døgnrapporter om, hvor der stort set hver eneste dag bliver skrevet om svindel eller svindelforsøg - hovedsageligt mod ældre kvinder, som bliver franarret deres kreditkortoplysninger.

I Nordsjælland gik det onsdag blandt andet ud over en 77-årige kvinde fra Helsinge, som omkring klokken 16 modtog en oprigning fra en mand, der udgav sig for at være ansat i en bank.

Manden forklarede, at kvindens konto var blevet hacket og bad hende derfor om hendes personlige oplysninger. Dem havde kvinden oplyst, og derefter havde svindleren bedt hende lægge sit kreditkort med tilhørende koder i en kuvert, som en ansat i banken efterfølgende ville hente på hendes adresse.

Ikke første gang svindleren dukker op
Det gjorde kvinden - og kort efter dukkede en mand op og hentede kuverten. Inden hun nåede at fatte mistanke, var der blevet hævet penge på hendes konto.

Oftest sker svindlen alene gennem telefon, men Nordsjællands Politi har haft flere sager som denne, hvor svindleren møder fysisk op på adressen.

- Det er desværre ikke første gang, vi ser, at ofrene bliver bedt om at lægge kuverter ud på trappeafsatsen eller lignende, fortæller politiets pressevagt.

Den pågældende gerningsmand beskrives som værense dansk af udsende, lys i huden og med kort, sort hår. Han var cirka 30 år gammel, omkring 180 centimeter høj og almindelig af bygning - og iført sporty tøj. Han talte dansk, oplyser politiet.

Fire andre svindelsager i samme politikreds
Foruden den 77-årige kvinde i Helsinge har Nordsjællands Politi alene i løbet af onsdag fået fire andre anmeldelser om den økonomisk svindel af samme type.

En 78-årig kvinde fra Hillerød blev ligeledes kontaktet af en mand, som udgav sig for at være bankansat. Han bad om kvindens NemId og koder, fordi hendes konto var blevet hacket, og da kvinden havde oplyst det, blev opkaldet afsluttet. Efterfølgende blev der hævet flere pengebeløb fra hendes konto.

En 83-årig kvinde fra Helsinge fik samme type opkald, men nægtede at udlevere sine oplysninger. Det samme gjorde en 79-årig kvinde.

Udlever aldrig oplysninger
Og det er det helt rigtige, fastslår politiet. For hverken banken eller Nets ville ringe og bede om den slags oplysninger.

- Nordsjællands Politi opfordrer til, at man ikke udleverer personlige informationer til ukendte personer, skriver politiet.

Netop Nets var omdrejningspunkt i Haslev på Sydsjælland, hvor en 79-årig kvinde fik hævet et større beløb fra sin konto, efter hun havde oplyst sine kontooplysninger til en mand, der påstod at være fra Nets.

- Udlever aldrig kontooplysninger over telefonen til nogen. Hverken bank, politi, skat eller andre myndigheder vil nogensinde opkræve den slags oplysninger i en telefonsamtale, fastslår Sydsjælland og Lolland-Falsters Politi.

Ring tilbage ved tvivl
Får man et opkald fra en myndighed, hvor man er i tvivl om, hvorvidt der kan være tale om svindel, opfordrer politiet til, at man får personens navn og ringer vedkommende op.

Det skal man gøre ved at ringe til hovednummeret til den virksomhed eller myndighed, personen påstår at være ansat ved - eksempelvis banken, politiet eller Skat. På den måde kan man få bekræftet, at personen rent faktisk er ansat det pågældende sted.

Man skal aldrig ringe tilbage på et nummer, som vedkommende, der ringer op, selv har givet, fastslår politiet.