Seriemorder myrdet i fængslet

Drabsmand kendt under navnet 'I-5 kvæleren' fundet død i sin celle

Seriemorderen Roger Reece Kibbe er selv blev myrdet i fængslet. Foto:  California Dept. of Corrections
Seriemorderen Roger Reece Kibbe er selv blev myrdet i fængslet. Foto: California Dept. of Corrections

Han er selv dømt for at have voldtaget og myrdet syv tilfældige kvinder over to årtier, og nu er seriemorderen Roger Reece Kibbe selv blevet dræbt.

Det skete i Mule Creek State Prison uden for Sacramento i USA, oplyste myndighederne mandag i følge flere amerikanske medier.

Det var fængselspersonale, der fandt Roger Reece Kibbe livløs på gulvet i hans celle søndag, mens hans cellekammerat stod i nærheden af ham.

Forsøg på at bringe ham tilbage til livet var forgæves, og han blev erklæret død på hospitalsfløjen en time senere.

Cellekammeraten, der selv afsoner en livstidsdom for drab uden mulighed for prøveløsladelse, er flyttet til en isolationscelle, mens sagen efterforskes.

Brugte mors sakse
Vicesherif i Amador County Amador County, Gary Redman, sagde efterfølgende til The Sacramento Bee, at dødsfaldet 'efterforskes som drab'.

81-årige Roger Reece Kibbe blev indledningsvist dømt 25 år til livstid i 1991 for et enkelt drab på kvinden Darcie Frackenpohl, hvis afklædte lig blev fundet i Echo Summit i El Dorado County.

Men i 2008 linkede dna-beviser ham til yderligere seks drab, der gik helt tilbage til 1977. Den på det tidspunkt 70-årige hvidhårede morder erkendte alle seks drab i en retssag i 2009, hvor han kæmpede for at undgå dødsstraf.

Han blev idømt yderligere seks livstidsdomme for voldtægt, kidnapning og drab på Lou Ellen Burleigh, Lora Heedick, Barbara Ann Scott, Stephanie Brown, Charmaine Sabrah og Katherine Kelly Quinones.

Under retssagen fremførte anklageren, at flere af hans ofre blev bundet med faldskærms-snor (drabsmanden var selv interesseret i faldskærmsudspring) og fik gaffertape for munden, så de ikke kunne råbe på hjælp. Et af ofrene blev kvalt med sin egen trøje.

Han klippede herefter deres tøj op i tilfældige snit med sakse, der havde tilhørt hans mor, hvorefter han krænkede og myrdede dem.

Roger Reece Kibbe blev kendt under navnet 'I-5 kvæleren', fordi hovedvejen Interstate 5 spillede en rolle i et par af sagerne.