Sigtelse: Ansatte i lufthavn svindlede med flybilletter

En gruppe medarbejdere i Aalborg Lufthavn er sigtet for at have svindlet flyselskab for et større pengebeløb

280.000 kroner.

Sådan lyder beløbet, som en gruppe medarbejdere i Aalborg Lufthavn er sigtet for at have svindlet flyselskabet Norwegian for.

Det bekræfter Frank Olsen, vicepolitiinspektør ved Nordjyllands Politi, over for TV 2 Nord.

Medarbejderne er sigtet for mandatsvig, ved ifølge sigtelsen at have udnyttet deres viden og adgang til it-systemer i forbindelse med køb og salg af flybilletter.

Direktøren i Aalborg Lufthavn, Niels Hemmingsen, fortæller til TV 2 Nord, at den mulige svindel er foregået fra 2014 til 2019, og at sagen omfatter tidligere og nuværende ansatte.

Politiet ønsker ikke at uddybe over for mediet, hvor mange medarbejdere, der er mistænkt. Sagen er sendt til juridisk vurdering hos anklagemyndigheden, der skal afgøre, om der skal rejses tiltale.