To mænd på 35 år er lørdag morgen blevet fremstillet i grundlovsforhør for at have drugget en kvinde på en natklub på Vesterbro ved at putte stoffer i hendes drink.
Kvinden blev efterfølgende testet positiv for amfetamin og methamfetamin.
Det skriver Københavns Politi på Twitter.
Over for Ekstra Bladet fortæller vagtchef Esben Godiksen, at politiet modtog anmeldelsen tidligere i januar.
- Det er en sag, vi har efterforsket i et stykke tid, og i går har vi så foretaget anholdelser, siger Esben Godiksen.
Vagtchefen fortæller videre, at de to 35-årige mænd er sigtet for kvalificeret vold.
Begge mænd blev varetægtsfængslet i ni dage. Det er uvist, hvordan de forholder sig til sigtelsen.