Sigtelse frafaldet i spektakulær skudsag

Eksrocker er ikke længere sigtet i en sag om et skyderi i Plejelt i Nordsjælland i 2019

Anklagemyndigheden vælger nu at frafalde sigtelsen imod eksrockeren Mikkel Søder. Det oplyser kommunikationsafdelingen ved Nordsjællands Politi til Ekstra Bladet.

Efter længere tids flugt blev 32-årige Søder anholdt 2. marts i år og efterfølgende fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Helsingør.

Mikkel Søder har ellers været mistænkt for at være gerningsmand i et sag om et skyderi i landsbyen Plejelt ved Helsinge tilbage i begyndelsen af 2019.

Skyderiet fandt sted 25. januar omkring klokken 17.19, hvor en 29-årig mand blev beskudt af en eller flere ukendte gerningsmænd. Den 29-årige mand løb efterfølgende ind på en gårdsplads på Plejeltvej, hvor han stjal en bil, der holdt i tomgang, og kørte fra stedet.

I bilen var bilejerens hund, og både hund og bil blev senere fundet på Hestens Bakke i Helsingør, efter den 29-årige via en advokat havde kontaktet politiet med oplysningen om, hvor bilen var efterladt.

Nordsjællands Politi havde flere gange opfordret Mikkel Søder til at melde sig selv, men da han ikke gjorde dette, besluttede man at efterlyse ham offentligt med navn og billede.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den 32-årige tidligere medlem af Hells Angels, og drabsforsøget trak ifølge avisens oplysninger tråde til et internt opgør i rockerklubben.

- Vi er glade og tilfredse, og vi mener, at det er den helt rigtige afgørelse, man har truffet, fortæller Søders forsvarsadvokat, Torben Rasmussen, til Ekstra Bladet.

Mikkel Søder kommer dog ikke på fri fod, da han i forvejen afsoner en dom.

Allerede før skyderiet i Plejelt var han nemlig efterlyst, idet han afsonede en dom på seks års fængsel for et gidselrøveri mod banken Kongsted Sparekasse.

Men han udeblev fra afsoning i forbindelse med en udgang fra fængslet 18. december 2017.