Sigtes for røveri, afpresning og trusler

17-årig fremstilles i grundlovsforhør torsdag formiddag

En kun 17-årig ung mand bliver torsdag formiddag klokken 09.30 fremstillet i grundlovsforhør ved Retten i Aarhus.

Her vil anklagemyndigheden præsentere ham for en række meget alvorlige anklager.

Den 17-årige sigtes således for både røveri, afpresning og trusler.

Anklageren vil ifølge politiets opslag på Twitter anmode om at få dørene lukket ved retsmødet.

Politiet er tilbageholdende med oplysninger om sagen.

- Men jeg kan oplyse, at der er tale om en hændelse ved Frederiksbjerg Skole i Aarhus i begyndelsen af december sidste år. Der er to forurettede på henholdsvis 16 og 17 år i sagen, oplyser pressemedarbejder Janni Lundage fra Østjyllands Politi.