Sigtet for dobbeltvoldtægt: Har uhyggelig fortid

Mand sigtet for farlige voldtægter med kniv på kollegie er to gange tidligere dømt for seksuelle overfald

Voldtægterne skete ved studieboliger på Amager. Foto: Kenneth Meyer
Voldtægterne skete ved studieboliger på Amager. Foto: Kenneth Meyer
Følg Krimi

Det var ikke første gang, at en 32-årig mand blev anklaget for seksuelle overgreb, da han søndag blev fremstillet i grundlovsforhør i dommervagten i København og sigtet for to særligt farlige overfalds-voldtægter af to kvinder på kollegiet BaseCamp på Amager.

Faktisk var han på gerningstidspunktet udeblevet fra sin afsoning af to domme for grove seksuelle overfald med uhyggelige lighedspunkter med de nye sigtelser, da han ifølge sigtelsen truede kvinderne med en kniv, voldtog dem og slog dem i hovedet over en periode på en time fra 4.30-5.30 lørdag 19. marts i år.

Godt en time tidligere røvede han en ung kvinde ved at holde en kniv op for hendes hals, så hun udleverede sin telefon og nøgler.

Han erkendte røveriet i grundlovsforhøret og erkendte, at der var 'foregået noget' i voldtægtsforholdet, men nægtede sig skyldig, fordi han ikke huskede detaljerne.

Herefter blev dørene lukket. Efter knap to timers grundlovsforhør blev den 32-årige mand varetægtsfængslet i 23 dage på unddragelsesrisikoen, fordi han er undveget fra afsoning, og fordi der er grund til at frygte, at han vil begå ny ligeartet kriminalitet på fri fod.

Ved du noget om sagen eller den sigtede? Tip Ekstra Bladet på mail.

Voldtaget med kniv for hals
Den nu 32-årige mand er senest blevet idømt to års fængsel for voldtægt som en tillægsstraf til tre tidligere domme, herunder en sag om voldtægtsforsøg og gaderøveri, hvor han fik fire et halvt års fængsel.

Han blev i 2021 dømt for at have voldtaget en pige, der lige var fyldt 15 år, mens han pressede en kniv mod hendes hals og holdt en hånd for hendes mund.

Det skete ved 15-tiden på et grønt område ved en skole i Nordjylland.

Pigen fik presset sit hoved ned mod hans lem og blev tvunget til oralsex, mens han stadig holdt kniven for hendes hals, hvorefter han voldtog hende, fremgår det af dommen, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Snittet på halsen
Undervejs blev pigen snittet på halsen, mens han udtalte, at han ville skære halsen over på hende, hvis hun sagde noget.

Voldtægten skete i 2017, men det var først i 2021, at pigen anmeldte det til politiet, fordi hun havde været i et forløb hos en psykolog, og i den forbindelse tog kontakt til gerningsmandens tidligere kæreste og fortalte, at han havde voldtaget hende.

Retten lagde vægt på, at pigen havde givet en detaljeret og troværdig forklaring, som blev understøttet af andre vidner og oplysninger i sagen.

Hevet ind på toilet
Dommen var en tillægsstraf til tidligere domme, som den nu atter voldtægtssigtede mand var blevet idømt.

Herunder et groft seksuelt overfald på en ung kvinde og et groft gaderøveri mod en mand i Nordjylland der samlet kostede fire et halvt års fængsel.

Kvinden blev hevet ind på et offentligt toilet, hvor hun blev truet med en knust flaske og tvunget til andet seksuelt forhold end samleje og forsøg på voldtægt.

Det mislykkedes kun, fordi en kvinde havde set ham hive kvinden ind på toilettet og sammen med en anden alarmerede politiet og begyndte at banke på døren.

Nordjyske skrev om dommen, men uden navns nævnelse. Her fremgik det, at han erkendte, at han havde hevet hende ind på toilettet, men nægtede, at han havde udsat hende for noget seksuelt.

Ved gaderøveriet i samme sag var offeret en mand, som han havde aftalt at sælge narko til. I stedet endte han med at blive udsat for vold og fik kraniebrud, hvorefter de tog hans ur, idkort og sygesikringsbevis.

Han modtog dommen dengang.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Haltede ind i retten

Da den 32-årige voldtægtssigtede mand blev ført ind i dommervagten i København søndag morgen, haltede han på det venstre ben.

Han var iført joggingtøj fra Københavns Fængsler med sorte bukser og blå trøje, og det sorte hår var tætbarberet i bunden og lidt længere og krøllet på toppen.

Han var blevet anholdt ved 16-tiden dagen i forvejen - godt et halvt døgn efter de uhyrlige forbrydelser, han blev sigtet for.

Ifølge Kristina Olsen, administrerende direktør for BaseCamp i Norden, tiltvang gerningsmanden sig adgang til kollegiet ved at true med kniv.

BaseCamp er et kollegie primært beboet af udenlandske studerende, men også enkelte danske. Foto: Kenneth Meyer
BaseCamp er et kollegie primært beboet af udenlandske studerende, men også enkelte danske. Foto: Kenneth Meyer
 

- Han har truet pigerne til at åbne døren og lukke sig ind, sagde hun dagen efter episoden.

Hun fortæller, at den sigtede ingen relation har til kollegiet.

- Der er andre studerende, som kommer ned og hjælper til og får stoppet episoden og jagtet ham på flugt, har hun sagt. Umiddelbart efter blev politiet kontaktet.

Ifølge Ekstra Bladets oplysninger skete voldtægterne blandt andet på et værelse.

Der er videoovervågning på kollegiet, som BaseCamps personale gennemgik sammen med politiet.

- På den måde har vi været med til hurtigt at få identificeret ham, sagde Kristina Olsen.

Oplevelsen har naturligt nok rystet beboerne på BaseCamp, og efterfølgende har der været holdt en psykologisk debriefing på ejendommen med deltagelse fra nærpoliti, Falck, beboere og deres større samarbejdsorganisationer.

- Formålet har været, at ingen føler sig alene, og at vores beboere har et rum, hvor de kan tale frit, trygt og fortroligt og normalisere psykologiske reaktioner. Vi er alle meget påvirkede af situationen og forfærdede over, at et sådant overgreb har fundet sted hos os, siger Kristina Olsen, administrerende direktør for BaseCamp i Norden.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind