Sigtet for drabsforsøg i boligkvarter

Politiet betragter skudepisode som internt opgør i lokal gruppering

Politiet rykkede natten til lørdag ud til skudepisoden i Vollsmose.

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB

Tre mænd i alderen 23, 24 og 26 år fremstilles tirsdag eftermiddag ved Retten i Odense sigtet for drabsforsøg.

Ifølge politiet står de tre mænd bag et skyderi natten til lørdag, hvor maskerede gerningsmænd åbnede ild mod to unge mænd i en bil.

Drabsforsøget fandt sted ved Lærkeparken i Odense-bydelen, Vollsmose kort før klokken 1.18.En 21-årig og en 25-årig mand blev beskudt, men ingen af dem blev ramt.

Skyderi: Efterforskning peger mod internt opgør

I forbindelse med skudepisoden blev der ifølge politiet observeret flere gerningsmænd på stedet.

Efterforskningsleder Jack Liedecke sagde mandag, at det er politiets opfattelse, at drabsforsøget skete som en del af et internt opgør i en gruppering fra området.

- Indledningsvis bliver det meldt ud, at der kan være tale om et bandeopgør. Men vi har i løbet af weekendens intense efterforskning fået nogle oplysninger, der peger på, at der er tale om et internt opgør i en gruppering fra området, siger han.

Fyns Politi oplyser, at der vil blive anmodet om dørlukning under grundlovsforhøret mod de tre mænd.