Sigtet i drabssag: Mødtes med offer ved banegården

Ifølge sigtelsen mod to svenske mænd, hentede drabsoffer selv sine gerningsmand på Hovedbanegården

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger
Følg Krimi

KØBENHAVNS BYRET (Ekstra Bladet): To mænd på 18 og 35 år fremstilles onsdag i grundlovsforhør sigtet for skuddrab på en 36-årig mand på Vesterbro 4. februar i år.

De to mænd har begge svensk statsborgerskab og blev udleveret til Danmark tirsdag. En tredje mand, en 20-årig dansk statsborger, er anholdt i sagen i Sverige, men har nægtet at lade sig udlevere frivilligt.

Ifølge sigtelsen mødtes den 20-årige dansker og 18-årige svensker med deres offer på Københavns Hovedbanegård omkring 20.20 efter tilskyndelse, anstiftelse, vejledning og instruktion fra den 35-årige sigtede.

Herfra kørte de sammen i offerets egen svensk registrerede bil mod Vesterbro, hvor de parkerede i nærheden af Kaalundsgade.

Dernæst gik de sammen med skudofferet af Kaalundsgade, hvor der blev affyret flere skud mod det intetanende offer blot et kvarters tid, efter de mødtes. Den 36-årige dræbte blev ramt i baghovedet, i venstre hånd og den ene balle.

Nægter sig skyldig
Både den 18-årige og 35-årige nægter sig skyldig.

Kun den 35-årige ønskede at afgive forklaring under grundlovsforhøret. Dommeren besluttede dog at lukke dørene af hensyn til efterforskninen. Det skete på trods af protest fra både den 18-åriges forsvarer Poul Hauch Fenger samt den fremmødte presse, som derfor var måtte forlade retslokalet.

Tidligere dømt for drab
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger er den 35-årige formodede bagmand i sagen tidligere dømt for et drab i Malmø, hvor en mand blev stukket ihjel med kniv. Han fik ifølge et svensk medie en fængselsstraf på 13 år.

Den 18-årige er ikke tidligere dømt for personfarlig kriminalitet. Det oplyste hans forsvarer Poul Hauch Fenger ude foran retslokalet.

Den unge sigtede var iført et grønt joggingsæt og fremstod forholdsvis spinkel af bygning, mens den 35-årige var mere tæt bygget. Han havde et sort joggingsæt på og de samme plastiklignende badetøfler som den 18-årige.

Gerningsmændene flygtede efter skudepisoden til fods ad Oehlenschlægersgade i retning af Istedgade. De tre mænd blev alle anholdt i slutningen af februar i Malmø-området i en større aktion mellem svensk politi, Københavns Politi og National Enhed for Særlig Kriminalitet (NSK).

Muligt svensk opgør på dansk jord
Allerede dagen efter skyderiet meldte politiet ud, at skuddrabet formodes at være banderelateret.

Under grundlovsforhøret kom det frem, at anklagemyndigheden mener, at drabet enten havde baggrund i en konflikt eller var egnet til at fremkalde en konflikt mellem de to svenske grupperinger Kroksbäcks og Imadgruppen.

Anklagemyndigheden mener, at de to sigtede har tilknytning til eller er medlemmer af sidstnævnte gruppering.

På dødsliste
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger har den 36-årige dræbte også en længere og velbeskrevet fortid i både det svenske og københavnske bandemiljø. Ekstra Bladet har tidligere afsløret, at offer med nød og næppe undgik et drabsforsøg i 2020.

Den 36-årige var et af mindst seks navne på en 'dødsliste', som en sammenslutning af tre svenske bander havde udformet for at komme alle, der var tæt på en dansk gangsterboss, til livs.

Det fremgår af retsdokumenter, som Ekstra Bladet har indsigt i.

Alt var planlagt ned til mindste detalje, og en GPS under den 36-åriges bil afslørede, at han befandt sig på et hotel nord for Helsingborg sammen med sin kone og lille barn. Attentatet mislykkedes udelukkende, fordi svensk politi fik kendskab til planerne.

Både den 18-årige og 35-årige blev varetægtsfængslet i foreløbigt 27 dage. Det oplyser Poul Hauch Fenger til Ekstra Bladet.

Mere fra Ekstra Bladet+

Det ligner selvskade for regeringen og Danmark

Udforsk Ekstra Bladet+

Hvilke nyheder skal vi vise her?

Med en gratis bruger kan du selv vælge!
Så er du altid opdateret på lige præcis det, der interesserer dig. Læs mere

Brugervilkår - Har du en bruger? Log ind