Skænderi med kæresten udviklede sig dramatisk

Østjyllands Politi har natten til torsdag haft travlt, og særligt i Aarhus har der været gang i den

Natten til torsdag er Østjyllands Politi blandt rykket ud til flere voldsepisoder i det aarhusianske natteliv. Det fremgår af politikredsens døgnrapport.

Disse dage er særligt festlige for dem, der det sidste halvandet år har savnet at vrikke med hofterne og safte sig ned på landets diskoteker. For fra midnat natten til onsdag har diskoteker og natklubber igen måttet holde åbent.

I Aarhus havde en stor flok mennesker støvet danseskoene af og indtaget byen onsdag aften - formentlig som følge af genåbning, studiestart og Aarhus Festuge.

Og det har Østjyllands Politi kunnet mærke.

Tre mænd udsat for vold
Natten til torsdag anmeldte en 19-årig mand, at han lidt før klokken 1 var blevet slået i ansigtet af en fremmed mand. Manden havde sammen med tre venner blandet sig, da den 19-årige havde en diskussion med sin kæreste, og gerningsmanden kvitterede med et slag i ansigtet, da den unge mand bad ham blande sig udenom. De fire mænd forlod derefter stedet.

Et par timer senere modtog politikredsen en anmeldelse fra en anden 19-årig mand, der på Åboulevarden var blevet slået og sparket af to mænd. Gerningsmændene løb fra stedet og var ikke at finde, da patruljen nåede frem. Manden blev kørt til undersøgelse på skadestuen, men var ikke umiddelbart kommet alvorligt til skade.

Mindre end et kvarter skulle der gå, før endnu en anmeldelse indløb. Denne gang fra en 38-årig mand, der var blevet nikket en skalle af en anden mand.

De to mænd var blevet set diskutere kort forinden, og vidner på stedet kunne give et godt signalement af manden. Det medførte, at han 20 minutter senere blev opdaget af en patrulje ved en tankstation i Viby, hvor han sad bag rattet i en bil.

Han blev anholdt og sigtet for vold, og med en promille højere end det tilladte blev han ligeledes sigtet for spirituskørsel.

Ikke ualmindeligt
Fungerende politiinspektør hos Østjyllands Politi Gert Bisgaard fortæller til Ekstra Bladet, at det ikke er ualmindeligt, at der på aftener som i går er meget at se til.

- Vi har jo festuge her i Aarhus i øjeblikket, og det gør – sammen med det gode vejr – at der er rigtig mange mennesker i byen.

- Vi har haft tre voldsforhold her, og det er tre for mange. Men det ser vi jo desværre en gang imellem, når vi har mange mennesker i nattelivet. Så vil det her opstå – desværre, siger han.

Udover voldsepisoder har der også været flere andre sager, politiet måtte rykke ud til. Heriblandt tyverier, en beruset cyklist og flere, der hørte musik på soundbokse i Botanisk Have, til trods for at der er forbud mod det efter klokken 20.