Drabet på den 40-årige Frank Dan Nørgaard Jørgensen ligner et mystisk mordkomplot, hvor de i alt seks sigtede ifølge politiet har haft forskellige roller.
Torsdag ventes en 37-årig mand at tilstå sin del i den gruopvækkende drabssag.
Manden blev fremstillet i et lukket grundlovsforhør 22. juli, hvor han i første omgang blev sigtet for sammen med fire øvrige mistænkte i sagen at kvæle Frank Dan Nørgaard Jørgensen på en adresse i Nimtofte på Djursland.
Den 37-årige blev desuden sigtet for at skaffe sig af med liget af den 40-årige far til fire mod betaling. Derudover blev han sigtet for at at sætte ild til drabsofferets hvide varevogn, der blev fundet udbrændt.
Ifølge retslisten er det netop usømmelig omgang med lig, ildebrand og bortskaffelse af beviser, som den 37-årige i dag ventes at tilstå.
De seks sigtede i sagen har indtil nu nægtet sig skyldige.
Artiklen fortsætter under ...
Kendt af politiet i forvejen
Ekstra Bladet var til stede ved Retten i Randers, da den 37-årige mand blev fremstillet i grundslovforhør. Her virkede han fattet og kiggede tomt frem for sig.
Han var uvidende om, at politiet under et døgn forinden havde fundet liget af Frank rullet ind i plastik og gemt af vejen i et øde skovområde i Gassum efter flere døgns intens eftersøgning.
Artiklen fortsætter under ...
Det er senere kommet frem, at politiet mener, at Frank Dan Nørgaard Jørgensen blev tæsket med et jernrør, inden han blev kvalt og forsøgt bortskaffet.
Ifølge Ekstra Bladets oplysninger var den 37-årige kendt af politiet i forvejen. Dog for langt mindre alvorlige lovovertrædelser.
Talte om drab
Flere detaljer om det, der ligner et overlagt mord, er senere sluppet ud til offentligheden gennem retsbøger.
En time lang videofil har blandt andet afsløret, at fire af de sigtede talte om mulige fremgangsmåder for drabet.
En af de parter skulle angiveligt være den 39-årige kvinde, som ifølge Ekstra Bladets oplysninger har været i et forhold med Frank Dan Nørgaard Jørgensen og har hævdet, at hun var gravid med hans barn.
Læs her mere om de seks sigtede.