Skandale-dommer: Dømt for respektløshed i retten

Retsassessor og dommer Ulla Otken kendt skyldig og dømt i alvorlige klagesager om misbrug af sin position overfor billetkontrollør og utilbørlig optræden i byretten

Ulla Otken, retsassessor og dommer ved Retten på Frederiksberg, har fået fire domme i klagesager over sin opførsel i retten. Det er hun 'superked af', og hun erkender, at hun var ved siden af sig selv og opførte sig underligt under de straffesager, som udløste klagerne. Foto: Anthon Unger
Ulla Otken, retsassessor og dommer ved Retten på Frederiksberg, har fået fire domme i klagesager over sin opførsel i retten. Det er hun 'superked af', og hun erkender, at hun var ved siden af sig selv og opførte sig underligt under de straffesager, som udløste klagerne. Foto: Anthon Unger

Ulla Otken er en magtfuld person.

Den erfarne rets-assessor ved Retten i Frederiksberg og underviser ved Københavns Universitet er forfatter til flere bøger om jura og har været dommer i sager om blandt andet dødstrusler, voldtægt og drab. Utallige gange i de seneste årtier har hun dømt og fængslet danskere.

Men Ekstra Bladet kan nu afsløre, at den kendte 59-årige jurist selv er kendt skyldig og dømt i alvorlige klagesager i Den Særlige Klageret. På de indre linjer i domstols-systemet giver det et særdeles blakket ry.

I slutningen af 2020 og i januar i år er hun i alt tre gange og i tre forskellige sager fundet skyldig i  'utilbørlig optræden' og mangel på 'ordentlighed og respekt' i retten. Hun har også en fjerde dom med misbilligelse afsagt i 2014.

Hun er også dømt for at have brugt sin position til at slippe for en bøde i en bus i København og for at 'svække den almindelige tillid' til dommere.

Det viser klagerettens anonymiserede domme mod Ulla Otken, som Ekstra Bladet har fået indsigt i.

Christian Lundblad er som retspræsident i Retten på Frederiksberg den dømte retsassessors chef. Han betegner misbilligelses-sagerne som ’uhyre alvorlige’. Foto: Ritzau Scanpix
Christian Lundblad er som retspræsident i Retten på Frederiksberg den dømte retsassessors chef. Han betegner misbilligelses-sagerne som ’uhyre alvorlige’. Foto: Ritzau Scanpix
 

Chefen: Uhyre alvorligt
Christian Lundblad, retspræsident ved Retten på Frederiksberg og Ulla Otkens chef, ser 'hver gang med stor alvor' på domme afsagt i klageretten.

- Det sker sjældent og er naturligvis uhyre alvorligt, og det er skærpende, når der som her er tale om gentagelser, siger han.

Professor: Meget alvorligere end en næse

Trine Baumbach, professor i strafferet ved Københavns Universitet, vil principielt ikke udtale sig om konkrete sager. Men hun beskriver det som 'virkelig alvorligt', når en dommer eller retsassessor får en misbilligelse fra klageretten.

- Når man sammenligner med politikere, siger de ofte bare 'ja, ja, det er en del af spillet – videre', når de får en næse. Sådan er det ikke for dommere. Domstols-systemet opfatter en misbilligelse mod en dommer som utroligt alvorlig. Det er meningen, at de pågældende dommere virkelig skal tænke 'ups', siger Trine Baumbach.

Professoren gør opmærksom på, at et godt renommé er meget vigtigt for domstolene, fordi det må og skal være 'fuldstændig ligegyldigt, om dommer A eller B afsiger domme'.

- Når der rejses berettiget kritik af en dommer, så er det også en kritik af hele domstolssystemet. Det er er en alvorlig sag, fordi der jo er tale om den tredje statsmagt, som har utroligt meget at skulle have sagt i de sager, der bliver indbragt for domstolene. Derfor skal de også have et berettiget godt ry, vurderer Trine Baumbach.

Selv lægger Ulla Otken ikke skjul på, at hun er ulykkelig over dommene og den situation, hun har bragt sig selv i.

- Jeg er superked af det. Også på mine børns vegne. Det, der skete for mig i de retssager, er meget ulig mig, og når jeg kigger tilbage, kan jeg slet ikke forstå, hvordan det kunne ske, siger Ulla Otken til Ekstra Bladet og fortæller, at hendes handlinger i den periode var præget af, at hun var ramt af private vanskeligheder, en alvorlig hjertesygdom og et hårdt arbejdspres.

Kritiserer for voldtægtssag
Klagesagerne fra Trafikselskabet Movia, to lægdommere og en tiltalt i en hærværkssag har hver især udløst 'misbilligelse' eller 'alvorlig misbilligelse' i klageretten.

Ulla Otken har desuden i klageretten tilbage i 2014 fået en misbilligelse for sin opførsel som dommer i en voldtægtssag.

Ulla Otken fungerer fortsat som retsassessor i Retten på Frederiksberg. Så sent som 2. september var hun dommer i en bødesag. Den erfarne jurist underviser desuden universitets-studerende. Foto: Tariq Mikkel Khan
Ulla Otken fungerer fortsat som retsassessor i Retten på Frederiksberg. Så sent som 2. september var hun dommer i en bødesag. Den erfarne jurist underviser desuden universitets-studerende. Foto: Tariq Mikkel Khan

Sanktionernes tyngde i Ulla Otkens tilfælde sættes i relief af, at der i de seneste seks år kun i syv sager er fældet dom i klagesager mod dommere. Tre af dem rettede sig mod hende.

Kun klageretten har hjemmel i retsplejeloven til at udstikke bøder eller afskedige domfældte dommere i særligt grove sager eller ved gentagelse af sammenlignelige overtrædelser. Det er ikke sket i Ulla Otkens tilfælde.

Ingen i klageretten ønsker at besvare spørgsmål om den konkrete sag eller stille op til interview.

- Det gør vi aldrig, forklarer juridisk sekretær og dommerfuldmægtig Marie Sejthen.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Professor i strafferet: Chefer kan ikke fyre dommere

Trine Baumbach, professor i strafferet ved Københavns Universitet, gør opmærksom på, at dommere og retsassessorer kun kan afskediges ved af klageretten. I det spil er Domstolsstyrelsen, dommernes direkte chefer eller politikerne magtesløse.

Den adskillelse af magten sikrer, at ingen interessegrupper eller politikere kan skille sig af med dommere, som irriterer dem, fordi de måske efter deres mening afsiger forkerte domme.

- Det eneste, en retspræsidenten kan gøre over for en dømt dommer, er at indskærpe, at det her går ikke. Nu må du virkelig tage dig sammen. Nu skal der strammes op, siger Trine Baumbach og påpeger, at det i sig selv er 'et ekstremt alvorligt skridt at gå til klageretten'.

Uheldigt signal
- Her er en dommer, der igen og igen dummer sig og alligevel slipper for bøder eller en fyringssag. Hvilket signal sender det, synes du?

- Jeg kan kun sige, at flere klagesager mod den samme dommer, hvor der udtrykkes misbilligelse, er et uheldigt signal for hele domstolssystemet, siger Trine Baumbach.

Hun påpeger, at en misbilligelse er mere end bare en løftet pegefinger eller en næse.

- Sanktionen skal helst være adfærdsregulerende. Når en dommer endelig får sådan en misbilligelse – og det sker jo meget sjældent – så skal han eller hun helst forstå budskabet og så rette ind efter det. Det siger sig selv, siger Trine Baumbach.

--------- SPLIT ELEMENT ---------

Her er sagerne: Udnyttede job til at undgå bøde

Klagerne over Ulla Otken har alle udspring i hendes funktion som retsassessor og dommer her i Retten på Frederiksberg. Hun har 34 års joberfaring ved de danske domstole. Foto: Tariq Mikkel Khan
Klagerne over Ulla Otken har alle udspring i hendes funktion som retsassessor og dommer her i Retten på Frederiksberg. Hun har 34 års joberfaring ved de danske domstole. Foto: Tariq Mikkel Khan
 

Bladrede i magasin i voldtægtssag

Juni 2014: Klageretten giver Ulla Otken hård kritik og udtrykker 'misbilligelse' over, at hun bladrede i et magasin og rev papirer i stykker under forsvarerens procedure i en volds- og voldtægtssag.

I sit svar fastholdt hun, at hun sagtens kunne høre, hvad der blev sag. Men hun blev fundet skyldig i generelt at have signaleret manglende interesse og opmærksomhed under 'en alvorlig straffesag' og for at 'skabe frygt hos den tiltalte og hans forsvarer for, om den tiltalte ville få en uvildig og retfærdig rettergang'.

Forsvareren følte sig ydmyget over, at retsformanden gav åbenlyst udtryk for, at hun var misfornøjet med procedurens relevans og omfang.

Kaldte hærværkssag spild af tid

November 2020: Ulla Otkens opførsel i en hærværkssag udløser misbilligelse i klageretten. En mand er tiltalt for at have slået en knytnæve ind i en bildør. Han mener ikke, at dommeren tog sagen alvorligt nok.

Ulla Otken siger ordret 'og denne sag ønsker man at bruge rettens tid på?' På et tidspunkt forlader hun retssalen for at bruge sin tid 'mere effektivt', da hun skal vente otte minutter på et vidne.

Klageren får ret i, at hun har overtrådt hans rettigheder, og at der var tale om utilbørlig opførsel og manglende ordentlighed. Otken fastholder, at hun bare ville drille anklageren.

Den har artikel var en af dagens mest læste på eb.dk 26. maj 2020, da retsformand Ulla Otken blev grebet i at læse net-historier, som var uvedkommende for retssagen. Foto: Ekstra Bladet
Den har artikel var en af dagens mest læste på eb.dk 26. maj 2020, da retsformand Ulla Otken blev grebet i at læse net-historier, som var uvedkommende for retssagen. Foto: Ekstra Bladet
 

Læste ekstrabladet.dk under straffesag

December 2020: Ulla Otken bliver dømt for utilbørlig optræden under en straffesag samme år på baggrund af en klage fra to lægdommere. Det udløser en 'alvorlig misbilligelse'. Hun kendes skyldig i at have surfet på nettet i retten. Hun læste blandt andet Ekstra Bladets netavis. Det skabte utryghed hos lægdommerne. Klageretten kritiserer desuden, at hun har udtrykt ønske om, at retssagen skulle afsluttet hurtigt, så hun kunne komme hjem og lufte sine hunde.

Klageretten mener, at hun var uopmærksom og ikke optrådte med den fornødne værdighed. Det er skærpende, at hun tidligere er dømt for det samme, og at hun i juli 2019 fik en irettesættelse af sin chef for at have besvaret mails under et retsmøde.

 

Undgik bøde i bus: Jeg er dommer

Januar 2021: 'Ligner jeg en, der ville snyde i bussen? Jeg er dommer.' Nogenlunde sådan sagde Ulla Otken til to kontrollører, da hun sad uden billet i en bus. Det får klageretten til at udtrykke 'misbilligelse' af, at hun brugte sin stilling til at 'undgå at at blive pålagt kontrolafgiften'.

Nogle måneder senere mødte Ulla Otken som retsformand en af kontrollørerne i Retten på Frederiksberg. Manden var mødt frem som offer i en arbejdsrelateret voldssag. Ulla Otken insinuerede, at han selv var skyld i volden. Hun spurgte, om han troede, han var politimand, og opfordrede ham til at tage et kursus i konflitkhåndtering.

Klageretten udtrykker misbilligelse af hendes opførsel, der i dommen bliver kaldt 'utilbørlig'.