Skarpladt skydevåben fundet: Tre HA'ere anholdt

Politiet fandt tirsdag et skarpladt skydevåben i et af Hells Angels klubhus. Tre er nu anholdt og sigtet

Tre medlemmer af Hells Angels er anholdt og sigtet for våbenbesiddelse. Foto: Rasmus Baaner
Tre medlemmer af Hells Angels er anholdt og sigtet for våbenbesiddelse. Foto: Rasmus Baaner

Tre medlemmer af Hells Angels blev tirsdag formiddag anholdt og sigtet for våbenbesiddelse. Det oplyser politikommissær hos Fyns Politi til Ekstra Bladet.

De tre blev anholdt i forbindelse med med en ransagning af HA's klubhus i Nyborg, hvor der blev fundet et skarpladt våben.

- Vi har efterforsket en personkreds fra Hells Angels gennem en periode. Derfor er vi selvfølgelig meget tilfreds med, at vi i dag kunne skride til at anholde tre personer fra det kriminelle rockermiljø, skriver efterforskningsleder Henning Petersen i en udsendt pressemeddelelse.

Ransagningen blev gennemført efter længere tids efterforskning i samarbejde med Task Force Vest. Den længere tids efterforskning skyldes interne konflikter i bandemiljøet.

- Der har gennem længere tid været konflikt mellem Black Army og Hells Angels på Fyn, fortæller Henning Petersen til Ekstra Bladet.

De anholdte bliver alle tre fremstillet i grundlovsforhør onsdag ved Retten i Svendborg.

Der var ikke andre til stede i klubhuset udover de tre anholdte.