Skjulte sig i udlandet: Hashbagmand får ti år

54-årig hashbagmand skal ti år i fængsel for indsmugling af 4,1 ton hash fra Spanien til Danmark

Michael Them Kjær er blevet idømt ti års fængsel for at være ledende skikkelse i en smuglerring, der indførte 4,1 ton hash til Danmark. Politifoto
Michael Them Kjær er blevet idømt ti års fængsel for at være ledende skikkelse i en smuglerring, der indførte 4,1 ton hash til Danmark. Politifoto
Følg Krimi

54-årige Michael Them Kjær er blevet idømt ti års fængsel for at have haft en ledende rolle i en sag om indsmugling af 4,1 ton hash fra Spanien til Danmark.

Det har en enig domsmandsret ved Retten i Næstved torsdag besluttet.

Indsmuglingen er sket over 20 transporter med lastbiler i perioden mellem december 2016 til september 2017. 11 personer er tidligere blevet dømt i både by- og landsret i sagen, der er blevet kaldt 'Operation Snake', og som er blevet efterforsket af Særlig Efterforskning Øst under Københavns Politi.

Når den 54-årige først har fået sin dom nu, skyldes det, at han har haft held til at skjule sig i udlandet i tre år, selvom han var internationalt efterlyst. Manden blev til sidst træt af at være på flugt og meldte sig selv til politiet i Spanien. Han blev udleveret til retsforfølgelse i Danmark i august 2020.

Anklager Ulrich Thomsen argumenterede i retten for, at Michael Them Kjær var bagmand i netværket. Ifølge dansk politi organiserede og planlagde Them Kjær indsmuglingerne ved både personlige møder og med krypterede mobiltelefoner og datakommunikation.

Tomme såkaldte IBC-tanke, der er 1000 liters palletanke, blev leveret af en jysk vognmand til Spanien. Her blev bunden skåret ud af de sorte palletanke og hashen skjult i tankene, hvor bunden blev sat på igen med sort gaffatape, og resten af tankene fyldt op med sand.

De blev kørt til Danmark af intetanende lastvognschauffører, hvor palletankene blot var almindeligt gods i lasten, og fragtsedlerne forfalskede.

1000 liters sorte palletanke havde et par hundrede kilo hash hver i bunden og var fyldt op med sand.
1000 liters sorte palletanke havde et par hundrede kilo hash hver i bunden og var fyldt op med sand.
 

Der var typisk 210 kilo hash i hver palletank. De blev sat af på et autolakerer-værksted i Rønnede, hvor indehaveren sørgede for at bortskaffe indpakning og emballage, mens andre distribuerede hashen. Politiet overvågede værkstedet med skjulte kameraer og mikrofoner.

24. august 2017 blev værkstedets indehaver udsat for væbnet røveri, netop som den seneste last på 302 kilo hash var ankommet, pakket ud og lagt i en Toyota-varevogn.

To maskerede mænd truede indehaveren med pistol, bandt ham med strips og forsvandt med hashen til en værdi af 15 millioner kroner.

Efter hash-røveriet ændrede 'Snake-ligaen' strategi og kørte i stedet palletankene med hash til vognmanden i Hedensted. Endnu fire smuglinger på i alt 816 kilo hash blev udført, inden politiet slog til mod hash-ligaen i september 2017.

Ud over fængselsstraffen har retten besluttet, at et skønsmæssigt udbytte på godt 8,2 millioner kroner skal konfiskeres.

Den 54-årige ankede på stedet sin dom.

Tiltalt som bagmand i hashliga: Meldte sig selv efter tre år på flugt

Snart begynder sag om hashliga: Men tiltalt bagmand mangler

Seneste nyt

Mit EB

Opret en gratis konto og få adgang til:
miteb-dagensvigtigste.jpg

Dagens vigtigste

Redaktionen udvælger dagens vigtigste artikler, så du altid er opdateret på det nyeste fra ind- og udland

miteb-lokalenyheder.jpg

Lokalt

Hold dig opdateret på vejr, trafik, bolig- og erhvervsnyheder i din kommune.

miteb-follow.jpg

Følg emner

Abonnér på de emner, der interesserer dig, så du aldrig går glip af noget.

miteb-saved.jpg

Gem artikler

Læst noget interessant? Gem artiklen til senere.

Kom nu ud af busken, Dyrby