Skolebrand var under kontrol - blusser nu op igen

Branden i gymnastiksalen på Rosenlundskolen i Skovlunde nordvest for København er blusset op igen under efterslukningen. Politiet advarer igen mod røgen

Politiet meldte tidligere på eftermiddagen, at branden var under kontrol - nu er ilden imidlertid blusset op igen og taget er faldet sammen. (Video: Kenneth Meyer)

Den kraftige brand i gymnastiksalen på Rosenlundskolen i Skovlunde nordvest for København var under kontrol, men branden blussede ved 15-tiden op igen, mens brandvæsenet var i gang med efterslukningen, oplyser Ekstra Bladets reporter på stedet.

- Det brænder kraftigt nu igen, og i den ene ende er taget faldet sammen i hallen, oplyser vores reporter.

Politiet ophævede tidligere på eftermiddagen varslingen om, at beboere i området på grund af røgen skulle gå indenfor og lukke døre og vinduer, og politiet sendte sirene-afvarsling.

Men Københavns Vestegns politi advarede igen klokken 15.20 mod farlig røg efter brandens opblussen:

- Farlig røg i Skovlunde. Borgere indenfor: Torvevej, Ejbyvej, Vesterlundsvej og Marielundsvej skal igen gå indendørs, oplyser vagtchefen fra Københavns Vestegns politi på Twitter.

Advarslen omfatter: Vesterlundsvej mod Nord, Torvevej mod Øst Marielundvej mod Vest og Rosenlundsskolen mod Syd, hvor borgernes bedes om at gå indendørs, lukke døre og vinduer og standse ventilation.

I modsætning til tidligere i dag, så har politiet ikke denne gang varslet med sirener i området.

Klokken 13.25 oplyste politiet, at branden var under kontrol, men at resten af slukningsarbejdet er kompliceret.

Ekstra Bladets reporter på brandstedet oplyste, at brandvæsenet nu var gået i gang med at rive taget ned med hjælp af beredskabsstyrelsens redningskran for at kunne efterslukke.

Se de voldsomme billeder fra branden. (Foto: Kenneth Meyer)
Sådan hærgede branden tidligere på eftermiddagen. (Video: Kenneth Meyer)

Det var i forbindelse med nedrivningen af taget at branden igen blussede op, formentlig fordi der kom meget ilt til de ulmende flammer.

Området for varsling mod den kraftige røg blev tidligere indsnævret til Skovlunde Parkvej indenfor Ballerup Boulevard mod nord, Ellekildevej mod øst og syd og Ejbyvej mod vest.

- Der er kraftige flammer fra taget og vinduerne, sagde Ekstra Bladets reporter, der ankom til brandstedet kort efter alarmen.

Københavns Vestegns politi er på stedet sammen med brandvæsenet fra Ballerup og Gladsaxe. Beredskabsstyrelsen har også sendt en redningskran og to mand til brandstedet.

En læser, Tommy Sørensen, kom på sin løberute forbi skolen netop som brandvæsenet var ankommet.

- Ja, to brandbiler er i gang herude. Det er gymnastiksalen, som brænder. Den er godt i gang, siger læseren til Ekstra Bladet.

Rosenlundskolen ligger på Ejbyvej 47 og gymnastiksalen ved skolens sportsplads.

Brandvæsenet blev tilkaldt ved 11.30-tiden, da en automatisk brandmelder gik i gang. Kort efter viste det sig, at der faktisk var brand på stedet, og der blev slået storalarm kl. 11.51.

- Der ser ud til, at brandvæsenet nu har fået dæmpet branden, siger Ekstra Bladets reporter på brandstedet kort før kl. 12.30.

Der er tale om en ældre gymnastiksal, og politiet advarede derfor beboere i området mod røgen:

- Man ved aldrig hvad der er i taget på en ældre bygning, så vi har udsendt en beredskabsmeddelelse om, at man skal gå indenfor og lukke døre og vinduer, sagde vagtchef Thomas Christensen, Københavns Vestegns politi, da politiet udsendte en beredskabsmeddelelse.

Advarslen mod røgen blev først varslet i området indenfor Herlev Hovedgade mod nord, Marielundvej mod øst, Torvevej mod vest og området syd for Rosenlundskolen. Men senere blev det indskrænket og godt tre timer efter brandens opståen helt ophævet - altså indtil branden igen blussede op.

Københavns Vestegns politi har endnu ingen oplysninger om brandårsagen.

1 af 7 Gennem vinduet kan ses, at taget er kollapset. (Foto: Kenneth Meyer)
2 af 7 Efter fire timers slukning fik ilden pludselig ny næring og blussede op. (Foto: Kenneth Meyer)
3 af 7 Der er kraftig brand i taget på gymnastiksalen. (Foto: Kenneth Meyer)
4 af 7 Politiet advarer mod røgen og beder beboere i området om at gå indendørs og lukke døre og vinduer. (Foto: Kenneth Meyer)
5 af 7 En læser kom på sin løbetur forbi skolen, og han fortæller, at branden er i skolens gymnastiksal (Foto: Tommy Sørensen)
6 af 7 
7 af 7 Branden blussede ved 15-tiden op igen. Dette billede er taget kort efter klokken 15. (Foto: Kenneth Meyer)