Skoledreng antastet af mand ved skole

En fremmed mand har to gange antastet en niårig dreng tæt på Viby Skole i Aarhus. Politiet vil gerne i kontakt med manden

Onsdag morgen modtog Østjyllands Politi en anmeldelse fra forældrene til en niårig dreng.

To gange er drengen blevet antastet af en fremmed mand. Første gang var 3. juni, da drengen var på vej hjem fra skole, og anden gang var 7. juni, da drengen var på vej til skole.

Den første gang var manden ifølge drengen gået ud af sin bil og havde råbt, at drengen skulle blive på stedet, imens han anden gang spurgte drengen, om han ville med ind i bilen.

Begge gange løb drengen væk og tog kontakt til sine forældre.

Anledning til at tage en snak med sine børn
Ifølge pressemedarbejder hos Østjyllands Politi Jakob Christiansen behøver forældre og børn ikke være bange - men situationen er en god anledning til at tage en generel snak med sine børn.

- Vi har ikke nogen formodning om, at der er en farlig mand på spil på den måde. Men det er selvfølgelig altid en god ide at tage en generel snak med sine børn om, at man ikke skal tage imod et lift fra én, man ikke kender, eller gå med fremmede, siger han.

Politikredsen er i gang med at efterforske hændelserne, og de ønsker at komme i kontakt med manden.

Manden beskrives som afrikansk af udseende, cirka 30-40 år gammel og iført en kasket, der sad med skyggen til den ene side. Han kørte i en mørk stationcar eller varebil.

Politiet ønsker at høre fra borgere, der har oplysninger om manden, og de kan kontaktes på 114.