Skud affyret på Frederiksberg

Maskeret mand affyrer skud mod kiosk på Godthåbsvej på Frederiksberg

Video: Kenneth Meyer

Kort efter klokken 23 blev der affyret tre skud mod en kiosk på Frederiksberg i København.

Det oplyser den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Henrik Vedel, til Ekstra Bladet.

- Jeg kan bekræfte, at der har været et skyderi mod en kiosk, men der er ingen, som er kommet til skade, siger Henrik Vedel.

- Men vi står med nogle chokerede vidner og en chokeret butiksmedarbejder, siger han.

Henrik Vedel oplyser, at en mand afgav tre skud i døråbningen til Skjold Burne-kiosken på Godthåbsvej 52.

Ifølge billeder fra Ekstra Bladets fotograf er vinflasker blevet knust i forbindelse med episoden.

Politiet har afspærret Skjold Burne-kiosken på Godthåbsvej 52. (Foto: Kenneth Meyer)
Politiet har afspærret Skjold Burne-kiosken på Godthåbsvej 52. (Foto: Kenneth Meyer)

Flasker blev knust i forbindelse med skyderiet. (Foto: Kenneth Meyer)
Flasker blev knust i forbindelse med skyderiet. (Foto: Kenneth Meyer)

Politiet oplyser, at der blev affyret tre skud mod kiosken. (Foto: Kenneth Meyer)
Politiet oplyser, at der blev affyret tre skud mod kiosken. (Foto: Kenneth Meyer)

I alt har der været en håndfuld vidner til episoden. Alligevel er det natten til onsdag sparsomt med spor i sagen.

Gerningsmanden forlod stedet i en mørk bil, muligvis en stationcar.

- Han var maskeret, så vi har ikke noget signalement, siger den centrale efterforskningsleder Henrik Vedel til Ekstra Bladet.

Politiet havde kortvarigt afspærret et område på Godthåbsvej for at sikre beviser.

Kort efter klokken 5 onsdag morgen fortæller Henrik Vedel, at sagen fortsat bliver efterforsket, og gerningsmanden fortsat ikke er pågrebet.

Politiet har blandt andet været ude på en adresse på Finsensvej på Frederiksberg i relation til skyderiet, men uden at finde en gerningsmand.

Motivet til skyderiet er stadig uklart.

- Vi efterforsker stadig sagen bredt, siger Henrik Vedel.

Ved du noget om sagen? Skriv en sms til 1224 (alm. takst) eller mail til 1224@eb.dk