Den 21-årige mand fra Emdrup, som i weekenden sov ind efter to ugers kamp for livet, skulle have været far til en lille pige til marts næste år.
Det fortæller flere af de venner og pårørende, som søndag samledes foran kiosken på Emdrupvej 114 i Københavns nordvest-kvarter, hvor den 21-årige mand i starten af oktober blev skudt ned på åben gade.
- Han glædede sig og var dybt forelsket i sin kæreste, fortæller en af de fremmødte, som ønsker at være anonym.
Den 21-årige blev erklæret død lørdag eftermiddag, efter han i mere end to uger har kæmpet for sit liv på Rigshospitalet i København som følge af de skader, han pådrog sig efter skudepisoden.
Manden havde netop bestilt mad i et nærliggende pizzaria, da han den 2. oktober blev ramt af skud og løb ind i en kiosk, hvor han faldt om på gulvet.
21-årig i livsfare efter skyderi
Politiet fortalte efterfølgende, at det ud fra vidnebeskrivelser virkede som om, at gerningsmændene gik målrettet efter at ramme den unge mand. Det er dog stadig uvist, hvorfor nogen ville skyde den 21-årige.
Søndag eftermiddag er det for flere af de fremmødte på gerningsstedet uforståeligt, at den 21-årige skulle ende sit unge liv på så brutal vis. Mange beskriver den 21-årige som vellidt i lokalområdet og som en god dreng med styr på arbejde og fremtiden.
Skudoffer mindes med blomsterhav
- Han var god med børnene i området, og han var altid venlig, fortæller en lokal beboer med tårer i øjnene til Ekstra Bladet.
Allerede lørdag samledes over 40 venner, bekendte og familiemedlemmer til den 21-årige for at lægge blomster langs Emdrupvej og ind til den butiksbygning, hvor skyderiet fandt sted.
I kiosken, hvor den 21-årige søgte tilflugt under skyderiet, minder et enkelt skudhul i ruden de forbipasserende om den voldsomme hændelse.
Det samme gør det blomsterhav og dusinvis af lys, som siden nyheden om den 21-åriges død nu har bredt sig flere hundrede meter ned af Emdrupvej.
Offer for skyderi i Emdrup erklæret død
En 49-årig mand blev også ramt af skud under skuddramaet i Emdrup. Politiet har dog fået bekræftet, at manden var et helt tilfældigt offer.
- Han var det forkerte sted på det forkerte tidspunkt, har efterforsker Torben Svarrer tidligere fortalt til Ekstra Bladet.
Flere mennesker kom til, da skyderiet skete i Emdrup og ydede førstehjælp til både den unge mand, der lå såret, og den 49-årlige borger, som var faldet om på den anden side af vejen, såret af skud.
Den 49-årige er dog igen uden for livsfare og i bedring.