Skudt i armen med haglgevær: Nicki Bille afhørt af politiet

Københavns Politi har afhørt fodboldspilleren Nicki Bille om drabsforsøget mod ham natten til anden juledag

Fodboldspilleren Nicki Bille Nielsen har været i stand til at blive afhørt af Københavns Politi, efter han natten til anden juledag var udsat for en dramatisk skudepisode. Tre personer er sigtet for forsøg på manddrab mod den 30-årige fodboldspiller ved at have skudt ham i underarmen med et haglgevær.

Vold, kokain og fængsel: Sådan smadrede Nicki Bille sin fodboldkarriere

Det fortæller den centrale efterforskningsleder ved Københavns Politi, Aaron Newman, til Ekstra Bladet:

- Jeg kan fortælle, at vi har haft lejlighed til at tale med offeret. Men jeg kan naturligvis ikke fortælle noget om indholdet af afhøringen, lyder det fra efterforskningslederen.

 

En person er stadig på fri fod efter den dramatiske skudepisode, der fandt sted i Nicki Billes bolig i Sydhavnen i København.

Skud med haglgevær: Tre personer sigtet for drabsforsøg på Nicki Bille

Københavns Politi har ligeledes gennemført en yderligere gerningsstedsundersøgelse på fodboldspillerens bopæl, men Aaron Newman vil ikke røbe, hvad den har kastet af sig, eller om gerningsvåbnet er i politiets varetægt.

- Det kan jeg ikke sige af hensyn til efterforskningen, lyder det fra Aaron Newman.

I løbet af eftermiddagen anden juledag har de to anholdte fra skudepisoden været fremstillet i grundlovsforhør i Københavns Byret. En 23-årig kvinde nægter sig skyldig i sigtelserne mod sig. Anholdelsen af hende er indtil videre blevet opretholdt i tre gange 24 timer.

Den mandlige anholdte nægter sig skyldig og har nægtet at udtale sig i sagen. Han er i skrivende stund fortsat i grundlovsforhør, og det er endnu uvist, om han varetægtsfængsles.