Meget tyder på, at gerningsmændene bag fredagens drab på Vesterbro i København vidste, hvor de kunne finde deres offer.
Manden blev i følge Ekstra Bladets research skudt på kort afstand, men det vil Københavns Politi ikke bekræfte.
- Vi er i fuld gang med efterforskningen, og jeg ønsker ikke at kommentere sagen i detaljer, fortæller Knud Hvass, efterforskningsleder, Københavns Politi.
- Hvordan står sagen og efterforskningen?
- I en drabssag vil der altid være spor, og det har vi også i denne sag, svarer Knud Hvass.
Banderelateret drab
Han ønsker dog ikke at oplyse hvilke spor, der er tale om, eller om man har mulige gerningsmænd i kikkerten. Ej heller ønsker han at uddybe et muligt motiv i sagen.
Men lørdag morgen meldte politiet ud, at man mener, at drabet kan være banderelateret. Samtidig viser Ekstra Bladets research, at offeret er svensk statsborger, og at han desuden er forsøgt dræbt før.
Dengang var der tale om en voldsom konflikt med en dansk forbindelse, har Ekstra Bladet beskrevet i forbindelse med weekendens dækning af drabet.
Ledte efter spor
I forbindelse med efterforskningen hører politiet fortsat gerne fra vidner eller tilfældige, der fredag aften omkring klokken 20.30 var i bemeldte område på Vesterbro.
Drabet skete ifølge politiet på hjørnet af Vesterbrogade og Kaalundsgade.
- Herfra forsvinder gerningsmændene ad Oehlenschlægersgade i retning af Istedgade, fortæller Knud Hvass.
Lørdag var politifolk aktive rundt om i kvarteret, hvor de blandt andet ved hjælp af hunde ledte efter spor og mulige efterladenskaber efter gerningsmændene.