Skyderi foran lejlighed: Sarah kom blødende offer til undsætning – Ekstra Bladet

Skyderi foran lejlighed: Sarah kom blødende offer til undsætning

 

Adrenalinen banker rundt i Sarah Philipsens krop, da hun stormer ned på gaden til en blødende mand. Han er netop blevet skudt, mens han stod og hævede penge ved Mozarts Plads i Sydhavnen.

- Jeg bliver først forvirret, da jeg får at vide, der bliver affyret skud på Mozarts plads. Jeg sidder med min veninde i hendes lejlighed, hvor man kan se ud over pladsen, fortæller Sarah Philipsen om episoden, som fandt sted tilbage i april 2016.

- Den første tanke, jeg får, er, at jeg må ned til ham, der er blevet ramt. Jeg føler, at det er min pligt som borger at hjælpe et andet menneske.

Sarah Philipsen ringer efter hjælp og får at vide af politiet, at hun ikke skal bevæge sig ned på gaden. Alligevel spurter hun ud ad døren i sine bare fødder med skoene i hænderne.

- Jeg kan huske, at jeg bliver irriteret på politiet, fordi de siger, at jeg ikke skal gå derned. Jeg tænker, at nogen må da gøre noget. Hvad hvis han er ramt et alvorligt sted?

 

På gaden ved kantstenen ligger manden. Han bløder.

Sarah Philipsen spørger ind til mandens navn for at sikre sig, at han ikke er gået i chok. Hun er den eneste hos ham på det tidspunkt, så hun råber til nogle af de andre personer, der iagttager situationen, at de skal komme med nogle viskestykker, som kan bruges til at stoppe bødningen.

- Jeg kunne se, at han blødte fra området omkring lysken, og jeg tænkte: 'det skal vi have stoppet, for der sidder en hovedpulsåre i det område'. Jeg spørger, om han er ramt andre steder, men han virker fraværende og svarer ikke på mit spørgsmål, fortæller hun.

Manden er i store smerter, og han sviner Sarah Phillipsen til, mens hun først prøver at stoppe blødningen med sin finger indtil de andre kommer med klæderne, så hun kan forbinde ham.

 - Jeg troede kort, at han ville klappe mig én, for da jeg strammede stoffet oppe omkring lysken for at stoppe blødningen, rejste han sig nærmest op. Jeg er aldrig i hele mit liv blevet svinet til i sådan en grad, siger hun.

 

Der er gået omkring ti minutter, men for Sarah Philipsen føles det som år. Hun prøver fortsat at give manden førstehjælp med de andre, der er kommet til undsætning, men pludselig bliver hun skubbet til side af en fremmed mand. Hun spørger, hvad han har gang i, og manden i civilbeklædning trækker et politiskilt frem og fortæller, at de tager den her fra.

- Efter episoden er jeg helt høj på adrenalin. Jeg føler, at jeg kan flyve.

- Efterfølgende kan jeg ikke sove, også selvom jeg drikker to glas rødvin. Jeg er meget rystet og har det ikke godt. Hvis jeg dagene efter så noget i fjernsynet med skud, så begyndte det helt at ryste i mig, og jeg tænkte: 'puha, det var virkelig voldsomt og ubehageligt'.

 

Der går omkring en uge, inden Sarah Philipsen helt har bearbejdet den hektiske situation. I dag er der dog stadig nogle ting, der fandt sted den aften, som undrer hende.

Sarah Philipsen var den første på stedet, selvom der var flere mennesker i nærheden, der så, hvad der skete.

- Personalet i pizzariaet lige ved siden af, hvor han lå, var ikke kommet ud. Jeg tror, alle var bange, hvilket også er forståeligt.

- Men det virkede lidt som om, der bare var mange, der tænkte: 'det er der en anden der tager sig af, og det sikkert banderelateret, så det vil vi ikke have noget med at gøre med'.

Der kom flere til, da Sarah Philipsen sad med offeret, og hun kan godt forstå, at mange reagerer tøvende i sådan en situation, men hun ville ønske, at alle var parate til at hjælpe hinanden, ligegyldigt hvilken situation den tilskadekomne befandt sig i.

- Det er trist, hvis man ser folk, der kunne hjælpe til, men bare er ligeglade. Det kan jo i bedste fald redde liv.

 

Kendt af politiet

Det var en ung mand, som onsdag aften kort efter klokken 20 blevet ramt af flere skud ved Mozarts Plads i København 27 april. 2016.

Han blev bragt til hospitalet, hvor han blev opereret og senere erklæret uden for livsfare.

En række skyderier havde forinden episoden udspillet sig i København, og nogle af dem menes at være relateret til opgør i bandemiljøet.

Den 27-årige mand, som blev ramt, var i forvejen kendt af politiet, men de ville ikke afsløre, hvor de kendte ham fra.

Politiet ville den gang heller ikke be- eller afkræfte, at skudepisoden havde rod i bandemiljøet.