35-årige Kristian Beck Hansen - også kaldet 'Biggie' - er kendt skyldig i et drabsforsøg begået mod en 25-årig hash-sælger for Satudarah.
Det er netop blevet læst op af retsformand Brit Frimann i nævningesagen mod Beck Hansen, der er tidligere præsident for Bandidos MC Westside i Næstved.
Drabsforsøget skete natten til 13. november 2017 på en adresse på Østre Ringvej i Næstved. Her opsøgte to maskerede mænd den 25-årige hash-sælger, der blev skudt seks gange i mave, arm og ben.
Den 25-årige var i livsfare, men overlevede.
Kristian Beck Hansen var ikke selv til stede i lejligheden under drabsforsøget. I stedet er han blevet kendt skyldig i at have foranlediget og tilrettelagt drabsforsøget.
En enkelt nævning mente ikke, at det med tilstrækkelig sikkerhed var bevist, at den tiltalte var skyldig.
28-årige Jim-Bo Poulsen er i marts blevet idømt 12 års fængsel for at være den ene af de to maskerede gerningsmænd, der mødte op i selve lejligheden og affyrede skud mod hashsælgeren. Den anden gerningsmand er ikke blevet fundet.
Jim-Bo Poulsen blev kort efter forbrydelsen forfremmet til prospect i Bandidos.
Senere i dag tager retten stilling til strafsanktionen. Der er lagt op til dobbelt op på straflængden, idet retsformanden i forbindelse med skyldkendelsen har gjort klart, at drabsforsøget skete, mens der var konflikt mellem Bandidos og Satudarah.
Opdateres ...