RETTEN I AARHUS (Ekstra Bladet): Hensynsløst og uden at udvise agtpågivenhed påkørte en nu 21-årig mand for et år siden en betjent fra Østjyllands Politi med så stor voldsomhed, at betjenten - den 32-årige Stefan Nymann - blev hjerneskadet og invalideret på en måde, så han er delvist lam i højre side af kroppen.
Dommer Henriette Holst læste torsdag skyldskendelsen op i den store retssal i Domhuset i Aarhus, hvor sagen nærmer sig sin afslutning med domsafsigelse fredag klokken 13. Nævningetinget kan idømme den 21-årige vanvidsbilist op til flere års fængsel.
Stefan Nymann, hvis hustru var til stede i retten torsdag, var ved at lægge sømmåtter ud på vejbanen i krydset Silkeborgvej/Åby Ringvej i Aarhus-bydelen Åbyhøj 18. juni i fjor ved 18.15-tiden, da han blev ramt med voldsom kraft af den 21-årige, der kørte i sin svigerindes koksgrå VW Polo.
Stefan Nymanns hustru har udtrykt sin store taknemlighed over den støtte, organisationen Thin Blue Line har vist ved at søsætte en indsamling, som indbragte 2.2 millioner kroner de første otte dage siden begyndelsen 12. maj i år. Thin Blue Line er en organisation, der støtter tilskadekomne betjente som Stefan Nymann.
Kendt som vanvidsbilist
Umiddelbart inden påkørslen havde den tiltalte kørt over for rødt lys. Han erkender at have ført bilen, men han afviser, at han kørte hensynsløst, og at han med vilje påkørte betjenten.
- Jeg havde ingen chance for at se ham (betjenten), sagde den tiltalte ved et tidligere retsmøde, hvor han også hævdede, at han først en time efter at have påkørt Stefan Nymann blev bevidst om, at han havde ramt ham.
Den tiltalte, som virkede rolig i retten siddende ved siden af sin forsvarer Tobias Engby, stak af efter påkørslen og var efterlyst i to døgn, inden han meldte sig selv til politiet.
Sagen fik ekstra stor opmærksomhed, da det kom frem, at den 21-årige tidligere havde udtalt til TV2 Østjylland, at han 'var kendt som en vanvidsbilist' i Aarhus Vest.
'Fucking svin'
Den 21-årige er dømt skyldig i næsten samtlige 38 anklagepunkter - undtaget våbenbesiddelse og i ikke at lade en medpassager føre vanvidsbilen.
Udover hovedpunkterne om blandt andet forsætlig fareforvoldelse, særlig hensynsløs kørsel og at flygte fra gerningsstedet er den tiltalte også kendt skyldig i de øvrige forhold om vold, ulovlig tvang, hærværk, tyveri, forsøg på at forhindre politiets arbejde samt hånlige udtalelser mod politiet i flere tilfælde såsom at råbe 'fucking svin.'
Efter at de tre dommere og seks nævninger har taget stilling til skyldsspørgsmålet, skal henholdsvis anklager Bjørn Fogh Sørensen og forsvarer Tobias Engby argumentere for, hvilken straflængde, der er rimelig at give til den 21-årige, som har siddet varetægtsfængslet siden 22. juni i fjor.
--------- SPLIT ELEMENT ---------