Slog til mod hashsalg i københavnsk park

Politiet fulgte med, da mistænkte hashhandlere servicerede kunder i Nørrebroparken

To mænds mistænkelige aktiviteter ved basketbanen i Nørrebroparken i København ledte torsdag i denne uge politiet på sporet af ulovlig hashhandel.

De to mænd på 25 og 37 år blev fredag fremstillet i grundlovsforhør og her dokumenterede anklageren, hvordan en betjent klædt i civil observerede de to mænd servicere flere købende kunder i parken.

Dømt fire gange på fire år
I forvejen er den 25-årige mand dømt fire gange de sidste fire år for organiseret hashhandel - senest i september 2020, hvor han blev idømt seks måneders fængsel.

Også den 37-årige mand er en kending af politiet. Under grundlovsforhøret kom det frem, at han siden 2017 er dømt tre gange i lignende sager, heraf er den seneste fra 2019 under anke.

Fredag nægtede de to mænd sig begge skyldige i den nye sigtelse om hashhandel.

Ifølge anklageren stod en anden patrulje klar til at stoppe duoens formodede købere uden for parken og i den forbindelse fik politiet ifølge anklageren bekræftet deres tese om den ulovlige handel.

De to mænd blev efterfølgende anholdt og her fandt politiet 100 salgsposer med 109 gram hash og nogle kontanter gemt i området omkring basketbanen og hos de to mænd.

En dommer valgte fredag at varetægtsfængsle de mænd i 26 dage.

Næststørste hashmarked
Det er ikke første gang, at den københavnske park danner ramme om den organiserede hashhandel i hovedstaden. Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan Nørrebroparken huser Danmarks næststørste marked for hash lige efter Pusherstreet på Christiania. 

Særligt under coronanedlukningerne af landet, hvor Pusher Street i en periode ligeledes har været lukket ned, har parkens pushere haft kronede dage. Ekstra Bladet har tidligere beskrevet, hvordan et nøje placeret værn af vagter var med til at sikre, at handlen kunne fortsætte uden politiets indblanding.

Sidste år slog politiet til i en større aktion mod den organiserede handel i parken. Det førte blandt andet til en jointfabrik på Fælledvej, der ifølge politiet dagligt leverede et par tusinde joints til den organiserede hashhandel i Nørrebroparken.