Smadrede bilrude for at redde hund: Nu kræver rasende ejer erstatning

Drama foran Lidl i Faaborg, hvor bekymrede mennesker smadrede bilrude, fordi de frygtede, at hund var ved at omkomme af varme

Det var her på Lidl's p-plads i Faaborg, at bekymrede kunder søndag eftermiddag smadrede en bilrude, fordi de var bekymret for en hund. Foto: Googlemaps
Det var her på Lidl's p-plads i Faaborg, at bekymrede kunder søndag eftermiddag smadrede en bilrude, fordi de var bekymret for en hund. Foto: Googlemaps

Fyns Politi har søndag eftermiddag været i dialog med både bekymrede Lidl-kunder og en rasende hunde-ejer, som ikke vil finde sig i, at en rude i hans bil er blevet samdret.

Det fortæller vagtchef Søren Frederiksen til Ekstra Bladet.

Det hele begyndte, da Fyns Politi klokken 12.46 fik et opkald fra en borger i Faaborg, som var bekymret for en hund, som sad i en bil med lukkede vinduer på p-pladsen ved Lidl i byen. Borgeren var bange for, at hunden led af varme og tørst.

- Vi fik de oplysninger, vi havde brug for, så vi kunne sætte os i kontakt med ejeren af bilen. Det lykkedes os også, og vi bad ham om at gå hen til sin bil, siger Søren Frederiksen til Ekstra Bladet.

Men da bilejeren kom hen til bilen, viste det sig, at der lå glasskår over det hele. En bilrude var i mellemtiden blevet smadret.

Det gjorde bilejeren ederspændt rasende.

Og så var det bilejerens tur til at kontakte politiet. Her kunne han blandt andet få at vide, at det ikke var politiet, som havde opfordret de bekymrede Lidl-kunder til at smadre bilruden.

I Faaborg var der søndag eftermiddag knap 20 graders varme. Bilejeren er af den opfattelse, at hans hund aldrig har været i fare. Han hævder i stedet, at der er begået hærværk på hans bil.

- Han mente, ikke, det var nødvendigt. Men vi kan jo ikke bebrejde dem, at de har haft en formodning om, at hundens liv har været i fare. Selv om det ikke er så varmt uden for, kan det jo være svært at vurdere, hvor varmt der egentlig er inde i en bil, hvor vinduerne er lukket, siger Søren Frederiksen til Ekstra Bladet.

Derfor er politiet af den opfattelse, at der ikke er tale om hærværk, men om nødværge-retsbestemmelser.

- På baggrund af det oplyste, finder vi ikke, at der er sket en overtrædelse af straffeloven. Vi har vejledt bilejeren i, hvordan han kan anlægge et civilt søgsmål i stedet, siger Søren Frederiksen.