En mandlig cyklist i 30'erne kæmper lige nu for sit liv, efter han tidligere på morgenen var involveret i en trafikulykke i den østjyske by Tirstrup.
Det skriver TV2 Østjylland.
Ulykken skete klokken 6.45, da manden kom cyklende i krydset ved Ballevej og Rådhusbakken, da han blev ramt af en varevogn.
- Indtil videre har vi kun vidneforklaring fra bilisten, som fortæller, at cyklisten kørte ud for ubetinget vigepligt, og derfor skete ulykken, siger politiassistent hos Østjyllands Politi, Marianne Morgen, til tv2oj.dk.
Billeder fra stedet viser, hvordan ruden på den involverede varevogn er total smadret.
Den involverede cyklist blev efter ulykken kørt med udrykning til Aarhus Universitetshospital og fra politiets side lyder det, at han fortsat er i livsfare.
Ekstra Bladet har forsøgt at få en uddybende kommentar fra vagtchefen ved Østjyllands Politi, men det har endnu ikke været muligt.