I alt fire personer er nu smittet med coronavirus i Tyskland, og yderligere 40 personer skal testes onsdag for virussen.
Det oplyser Bayerns Sundhedsministerium i en pressemeddelelse tirsdag aften.
De tre nye smittede personer er fra samme virksomhed som den første smittede tysker fra Starnberg-området, der ligger cirka 30 kilometer sydvest for München.
Den første person blev angiveligt smittet under et møde med en kinesisk kollega i virksomheden Webasto.
De 40 personer, der skal testes onsdag for virussen, er fra samme virksomhed i Starnberg.
Derudover er der tre bekræftede tilfælde i Frankrig.
Der er ingen meldinger om dødsfald i Europa som følge af coronavirus, men i Kina er mindst 106 personer døde.
Tirsdag aften lød meldingen fra Sundhedsstyrelsen, at der indtil videre ikke var grund til at ændre risikovurderingen i Danmark.
- Det er stadig vores vurdering, at der er lille risiko for, at vi får coronavirus i Danmark, men vi kan ikke udelukke det. Vi kan heller ikke udelukke, at vi i de kommende dage vil se flere patienter, hvor man mistænker coronavirus. Men med det meget høje beredskab vi har, kan vi forebygge en smittespredning meget effektivt, siger Søren Brostrøm, direktør i Sundhedsstyrelsen.