Smuglede kilovis af hash: Klar over det var 'mindre lovligt'

En 53-årig mand blev i juni fængslet for at smugle 400 kilo hash ind i Danmark

Politiet har i en hidtil mørklagt sag slået til mod en hash-transport, der var på vej til Danmark med cirka 400 kilo hash.

Det fremgår af retsdokumenter, som Ekstra Bladet har fået aktindsigt i.

Torsdag 17. juni klokken 3.13 om natten forsøgte en rumænsk indregistreret Volvo lastbil med trailer at krydse den dansk-tyske grænse i Padborg.

Da politiet slog til mod transporten, fandt de det store parti hash. 

Ekstra Bladet erfarer fra en kilde med indsigt i sagen, at det var et større dansk transportfirma, som stod for fragten fra Spanien - formentlig uvidende om, at lasten gemte på hundredvis af kilo hash.

Dagen efter ved middagstid blev en 53-årig mand fremstillet i et grundlovsforhør ved Retten i Sønderborg. Han er sigtet for at have indført de cirka 400 kilo hash med henblik på videresalg.

I retten sagde han via sin forsvarer, 'at han var opmærksom på, at der var noget mindre lovligt ved den omhandlende trafik, men at han ikke konkret var opmærksom på, hvad det var.'

Herefter valgte dommeren af hensyn til den videre efterforskning at lukke dørene til grundlovsforhøret, og derfor er mandens forklaring ikke kommet til offentlighedens kendskab.

Ifølge Sundhedsstyrelsens blev der i 2020 - på trods af grænselukninger og restriktioner - beslaglagt lige knap fem et halvt tons hash, der fordeler sig på 17.464 beslaglæggelser.

Den største enkeltbeslaglæggelse var på 810 kilo hash og fandt sted i Jylland.