Smuglede våben ind til bandeleder: Jeg blev narret

Tiltalt troede blot, han skulle levere ulovlige mobiltelefoner gemt i kage til fængslet bandeleder, lyder forklaring

Politiet er ved retten i Næstved massivt til stede i forbindelse med sagen. Video: Per Rasmussen

RETTEN I NÆSTVED (Ekstra Bladet): En 17-årig mand blev ifølge egen forklaring helt ufrivilligt blandet ind i et ledende bandemedlems spektakulære flugt fra retspsykiatrisk afdeling i Slagelse sidste år.

I Retten i Næstved, hvor sagen mod syv tiltalte i dag er begyndt, forklarede den unge mand, at han på dagen for flugten havde indvilget i at smugle tre mobiltelefoner ind på den psykiatriske afdeling.

- De var blevet gemt i en kage, som jeg skulle gå ind med, forklarede den nu 18-årige B, som efter eget udsagn fik 10.000 kroner for at medbringe en bradepande med flødeskumskagen til et besøg hos den 24-årige NNV-bandeleder Hemin Dilshad Saleh.

I stedet gemte kagelagene på to våben - en gaspistol og gasrevolver - som de to ifølge tiltalen efterfølgende benyttede til at true sig ud af hospitalsafdelingen, hvor bandelederen sad surrogatfængslet i forbindelse med et overfald.

Den nu 18-årige nægter sig skyldig i den væbnede flugt og forklarede, at han aldrig ville have medbragt kagen, hvis han vidste, at den skulle bruges til en befrielsesaktion.

- Jeg tænkte, tre telefoner - det koster højst en bøde. Men jeg blev narret, sagde den 18-årige, som forklarede retten, at han heller ikke vidste, det var den 24-årige bandeleder, som han skulle besøge og give kagen til.

Da han tog plads i besøgslokalet på den retspsykiatriske afdeling i Slagelse, kunne han derfor til sin overraskelse konstatere, at flødeskumskagen gemte på to våben.

- Der blev gravet i kagen. Der tænkte jeg, o.k. der må været noget galt. Jeg blev bange, så jeg trak gardinerne for, så de ikke skulle se, hvad der skete, fortalte den tiltalte, som besluttede sig for at 'hoppe med på flugten'.

- Jeg tænkte bare, jeg skal ud. Jeg skulle ikke have en kugle i røven.

Ifølge den 18-årige var aftalen kommet i stand efter en anonym henvendelse over en krypteret beskedtjeneste på mobilen. Herefter fik han 10.000 kroner i en kuvert og et løfte om, at 30-50 personer ville købe tøj fra den tiltaltes firma.

Omvendt mener anklagemyndigheden, at bandelederen sammen med den 18-årige og sagens øvrige tiltalte nøje havde planlagt og tilrettelagt den kyniske flugt, som fandt sted 19. november sidste år.

Under flugten blev der benyttet fire forskellige biler, nogle agerede følgebiler, mens en sort Mercedes, som ventede på bandelederen og den 18-årige tiltalte, blev byttet ud med en mindre hvid flugtbil.

Den 24-årige bandeleder erkender flugten, mens resten af de tiltalte nægter sig skyldige.

Alle sagens tiltalte har ifølge politiet tilknytning til bandegrupperen NNV fra København.