Søger erstatning

Nanna Skov Høpfner sad uretmæssigt varetægtsfængslet i tre en halv måned. Derfor vil hendes forsvarer nu søge om erstatning

Interview med 31-årige Nanna Skov Høpfner, efter hendes dom blev markant nedsat.

Nanna Skov Høpfner kunne i går gå ud fra Østre Landsret som en fri kvinde efter at have siddet varetægtsfængslet i mere end fem måneder.

Østre Landsret nedsatte hendes straf markant og idømte den 31-årige mor til to 60 dages fængsel. Nu vil forsvarer Mette Grith Stage søge om erstatning på vegne af sin klient.

- Det er klart, at når man står med en klient, der har fået to måneders fængsel og har været holdt indespærret i fem en halv måned, så ligger det selvfølgelig lige til højrebenet, at man skal søge erstatning, lyder det fra advokaten, dagen efter at Nanna Skov Høpfner fik landsrettens ord for, at hun ved en Men In Black-demonstration i januar ikke opfordrede til vold mod politiet med sin tale.

 

Samtidig afviste en enig domsmandsret at dømme hende efter den meget omdiskuterede coronaparagraf 81d, der udløste en dobbelt-straf på to år i byretten.

I stedet blev hun kun fundet skyldig i at have deltaget i en demonstration, efter at den var blevet opløst af politiet, samt grov forstyrrelse af den offentlige orden. Forhold, hun selv havde erkendt i landsretten.

Processen med at søge erstatning vil blive sat i gang i løbet af de næste par uger, men ifølge Mette Grith Stage er det ikke noget, Nanna Skov Høpfner går op i.

Foto: Anthon Unger
Foto: Anthon Unger

- Det fylder intet for Nanna. Det, der fylder for hende, er, at hun kom ud til sine børn, og at retfærdigheden er sket fyldest.

- Når man har børn i alderen to og fire år, så betyder de her tre en halv måned rigtig meget. Den tid med børnene får hun jo aldrig tilbage, og en erstatning kan aldrig kompensere for det tab.

Taksten for uretmæssig varetægtsfængsling er 850 kroner pr. påbegyndt døgn. Derudover kan man også søge om erstatning for tabt arbejdsfortjeneste.