Søger hjælp til at identificere død mand

Offentliggør ejendele fra manden, der blev fundet i strandkant

En livløs mand blev søndag morgen fundet på stranden ved Hummingen Camping på Lolland. Video: LocalEyes

Opdateret klokken tirsdag 15:16: Manden er identificeret. Han er tysk, og hans pårørende er underrettet.

Fem dage efter liget af en mand blev fundet i strandkanten ved Hummingen Strand i Dannemare, er det ikke lykkedes politiet at identificere den afdøde.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi beder derfor nu offentligheden om hjælp og offentliggør i den forbindelse billeder af nogle af mandens ejendele.

- Det er et usædvanligt tilfælde på den måde, at nogen burde savne ham. Nogen burde vide, at han ikke er kommet hjem. Vi kan godt nok ikke udelukke, at han kommer fra udlandet. Vi offentliggør billederne fordi vi har efterforsket de muligheder, vi har, fortæller politikommissær Casper Andersen.

Manden er lys i huden og europæisk af udseende, han vurderes til at være omkring 50-60 år gammel, 175-180 centimeter høj og kraftig af bygning med kort mørkt hår, der har et gråligt skær. Han er velsoigneret og solbrun på ryggen, skriver politiet i en pressemeddelelse.

Han var iført orange trøje med skrift, mørke joggingbukser, blå Nike kondisko og en mørk jakke med pelskant på hætten, da han blev fundet.

Manden bar en vielsesring på højre hånd med teksten 'Bruni ∞ (et uendelighedstegn) 7.7.17'.

Politifoto
Politifoto

Han var iført et armbånd, der var af flettet læder mærket 'Fossil'.

Politifoto
Politifoto
 

Og så havde han to øreringe i venstre øre af mærket 'Thomas Sabo'. Den ene med et dødningehoved-vedhæng.

Politifoto
Politifoto
 

Han blev nærmere præcist fundet ved Hummingen Strand ud for Diget 11 i Dannemare.

Det var et par, der kom gående langs stranden, der fandt manden liggende i vandkanten. De ringede til politiet klokken 09.52.

- Jeg formoder, at han ikke har ligget i vandet i voldsomt lang tid. Det er svært at sige, hvor lang tid han har ligget der på grund af vandtemperatur og lignende, men det er i hvert fald ikke i ugevis, siger politikommissæren.

Politiet har endnu ikke slået dødsårsagen fast. I onsdags foretog man et ligsyn, hvor man ikke fandt nogen umiddelbare årsager til dødsfaldet. Det blev derfor besluttet, at der skal foretages en obduktion af liget, som skal finde sted efter weekenden.

Politiet tænker ikke, at der ligger nogen kriminel handling bag dødsfaldet.

Politiet har ikke kendskab til savnede personer, som kan være identisk med den fundne person, men hvis man savner en person eller har bud på, hvem vedkommende kan være, kan man kontakte politiet på 114 eller alternativt Sydsjællands og Lolland-Falsters Politis afdeling i Nykøbing Falster på tlf. 41328756.