Søger vidner: 10-årig pige sparket af mand

Overfaldet skete på en skole i Risskov, efter pigen havde været på toilet

Politiet leder efter vidner og personer, der måske ved noget om en mystisk sag fra Risskov ved Aarhus.

- En 10-årig pige kommer ud fra et skoletoilet i frikvarteret. I det samme løber en mand forbi og sparker hende i maven, siger Jens Rønberg, der er vagtchef hos Østjyllands Politi.

Pigen bliver så forskrækket, at hun ikke når at få sig et ordentligt billede af manden.

- Derfor har vi desværre ikke et særlig godt signalement. Vi ved heller ikke, om det kan være en større elev eller end udefrakommende, som er gået ind på skolen, siger Jens Rønberg.

Pigen er ikke kommet slemt til skade, men hun er rystet, lyder det fra politiet.

- Vi har afhørt hende, og så forsøger vi at afhøre vidner og personale. Vi vil også gerne tale med folk, der måske har lagt mærke til noget mistænkeligt i nærheden, siger Jens Rønberg.

Hvis du derfor har set noget, du mener, politiet skal vide, omkring Risskov Skole ved Vestre Strandalle i Risskov i går, må du meget gerne kontakte politiet på telefonnummer 114.