Søger vidner til politivold på Bornholm

Den Uafhængige Politiklagemyndighed efterforsker en sag, hvor en mand angiveligt er blevet sparket af en civilklædt betjent

En yngre politibetjent efterforskes lige nu for en episode på Bornholm fredag den 16. juli. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix
En yngre politibetjent efterforskes lige nu for en episode på Bornholm fredag den 16. juli. Foto: Mads Claus Rasmussen/Ritzau Scanpix

En 66-årig mand blev angiveligt udsat for vold af en yngre politibetjent på Bornholm forrige fredag. Det skriver Bornholm.nu.

Her kom manden kørende i sin bil ved krydset Poulskervej og Sdr. Landevej i Snogebæk, da han blev stoppet af en patrulje i civil kort før midnat.

Han blev bedt om at stige ud af bilen og gennemføre en alkoholtest, men da han - ifølge sin egen forklaring - ikke var hurtig nok til at stige ud af bilen, blev han sparket i højre side af den ene betjent. Den Uafhængige Politiklagemyndighed (DUP) efterforsker nu sagen.

En lægeerklæring fra Bornholms Hospital stemmer overens med de skader, manden har forklaret, at han pådrog sig ved overfaldet.

Efterforskningschef Niels Raasted fortæller, at DUP gerne hører fra personer, der har overværet episoden,.

- Hvis der er vidner, kan disse henvende sig hele døgnet til Politiklagemyndigheden, siger han til Bornholm.nu.

Ved du noget?

Indsend billede el. video

Maks. 5MB