Solouheld spærrer dele af motorvej: Ambulance tilkaldt

Højre spor på Sydmotorvejen er spærret i forbindelse med et soleuheld mandag eftermiddag

Et solouheld på motorvjen spærrede Sydmotorvejen frem til klokken 13:30 mandag eftermiddag. Den er nu åben igen.

Det oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi til Ekstra Bladet.

- En person er kørt galt og er endt ude i rabatten. Der er sendt en ambulance ud til stedet, men det skulle ikke være alvorligt, siger Anders Mikkelsen, vagtchef ved den lokale politikreds.

To personer er kørt til tjek på Køge Sygehus, men det skulle ikke være med voldsomme skader.

Selvom bilen endte inde i autoværnet, og rullede om på taget, så er der ikke sket nogen alvorlige skader på de to passagerer i bilen.

- De er kørt til tjek på Køge Sygehus, men de var ved deres fulde fem, da vi talte med dem ude på stedet.

I forbindelse med uheldet er højre spor blevet spærret mellem Herfølge og Haslev i retningen mod Farø.

Uheldet skete omkring klokken 12:34, og siden er politi og redningsmandskab kørt ud til stedet.

Ifølge Vejdirektoratet vil det højre spor være spærret til omkring klokken 13:30 - og de varsler bilisterne om at skulle forvente en længere rejsetid, selvom man kan passere med forsigtighed i det venstre spor.