71 personer er blevet anholdt i Spanien og Sverige.
De formodes at stå bag et større netværk, der har smuglet store mængder narkotika fra Marokko til Sverige gennem Spanien.
Det skriver det spanske indenrigsministerium i en pressemeddelelse ifølge det svenske nyhedsbureau TT.
Efterforskningen begyndte i 2018, efter at svenske myndigheder havde efterlyst flere af de mistænkte internationalt.
Siden tog Europol og det spanske politi også del i efterforskningen.
De fik løbende færten af metoden, hvor narkonetværket fik smuglet stofferne fra Marokko til Spanien, hvor de blev opbevaret ved flyttefirmaer med kontorer i byerne Marbella og Alicante.
Bagmændene selv, ja, de levede øjensynligt i luksus.
På Costa Del Sol brugte de det meste af tiden, og her har politiet beslaglagt både biler, motorcykler, både og dyre kunstværker.
Politiet vurderer, at omkring 60 ejendomme og grunde er knyttet til ligaen, og at der er blevet beslaglagt ejendom for mange millioner euro.
Politiet har foretaget i alt 30 ransagninger, hvoraf syv af dem var i Sverige. I forbindelse med ransagningerne er der blevet fundet adskillige våben. Under politirazziaer blev der også fundet nogle af de stoffer, som netværket angiveligt har forsøgt at smugle ind i Sverige.
Det var ikke beskedne mængder.
2,2 tons cannabis og 23 kilo amfetamin var, hvad politiet fandt.
Flere af de anholdte beskrives af politiet som utroligt farlige og voldelige. En mand, som af politiet beskrives som den mest voldelige, blev anholdt i den spanske hovedstad, Madrid.
Han er mistænkt for drab, grov narkokriminalitet, bortførelse og afpresning.
- De har optrådt som mafiaorganisationer i provinsen Malaga, skriver spansk politi i en skriftlig kommentar til det svenske medie Svenska Magasinet.