Spøg gik HELT galt: Mor kørte teenagere ned

En mor til to fra Cheshire i England har undgået fængsel, efter hun kørte to teenagedrenge ned med sin kærestes BMW

Kvinden slipper dog for fængsel. Foto: Facebook/Nicole Lyons
Kvinden slipper dog for fængsel. Foto: Facebook/Nicole Lyons

Det endte helt galt, da en gruppe unge drenge ville lave dørfis i et boligområde i Cheshire England.

Gruppen valgte at ringe på hos Nicole Lyons, og det gik slet ikke efter planen.

Efter moderen til to havde råbt ud ad vinduet, at hun ville 'skære halsen over på dem', tog hun den nemlig skridtet videre, fyrede op for kærestens BMW og kørte ind i to af drengene fra gruppen.

Det resulterede i et brækket ben for den ene på 14 år og skrammer for den anden unge dreng.

To fik hun dog ikke fat på.

Det skriver Daily Mail, der har fulgt retssagen.

Den unge dreng med det brækkede ben måtte hastes på operationsbordet.

Politiet arresterede moderen efterfølgende og fandt i forbindelse med efterforskningen opslag på Facebook-sider, hvor kvinden havde skrevet 'bare så I ved det drenge, I har lagt jer ud med det forkerte hus. I skal aldrig komme tæt på mit hjem igen. I vil få jeres struber revet ud. Jeg har set jeres ansigter. Jeg vil tale med jeres forældre'.

Nicole Lyons undgik dog fængsel, fordi hun erkendte, at hun havde forårsaget skader på de unge drenge, samt kørt uansvarligt.

Dommeren Simon Berkson fortalte kvinden, at drengene var uskyldige ofre, og at hun havde brugt sin bil som et våben.

'De lavede bare en spøg, der har foregået i flere år. Det her var meget farligt og bevidst uansvarlig kørsel, og du er heldig, at skaderne ikke er værre, end de er'.

Kvinden har undskyldt til drengene og har fået 20 måneders betinget fængsel. Hun har også mistet kørekortet de næste to år.